Hvem dækker Iran?

I Ukraine er den russiske krigsmaskine kørt fast. Men den har alligevel formået at gøre krigen til en udmattelseskrig, hvor vinderen bliver den som kan producerer flest artillerigranater og tåle de højeste tabstal.

Og krigen har udstillet et Europa som i 80 år har koblet sig på USA, og kun lige har produceret nok militært isenkram til at kunne sende missiler og projektiler afsted imod diverse ulande, så længe USA skød først. Vores lagre er nu tømt for al overskydende materiel fra den kolde krig, og overalt begynder hylderne at være tomme. 155mm artilleri granater er en mangelvare alle steder, og selv før krigen i Ukraine var NATO standard 5.56mm ammunition i restordre. Vi er med andre ord fuldstændig uforberedte på at forsyne Ukraine på egen hånd, og endnu mindre til at kæmpe vores egne krige.

Og før den europæiske konflikt nåede at køle af, udbrød konflikten mellem Israel og Hamas som på ny udstillede den europæiske svaghed. For nok har de europæiske befolkninger taget et demokratisk standpunkt imod Israels overreaktion på terrorangrebet, men realpolitisk er der intet at stille op. At vende sig imod en allieret, og en våbenproducerende en af slagsen, i denne tid, er umuligt. Vi har i et kort vindue i verdenshistorien mere brug for Israel end de har for os hvilket de dygtigt har udnyttet. Og desværre for Europa, så har der i USA efterhånden indfundet sig en ide om, at Europa må tage ansvar for sin egen konflikt. Et synspunkt som Trump tilsyneladende sagde direkte til Ursula von der Leyen i 2020. Og for at cementerer det synspunkt, sendt USA en hangarskibsgruppe ind i Middelhavet i dagene efter konfliktens start, og der har de ligget ud for Israel lige siden i fald konflikten eskalerer. Og på den anden side, er der ikke nogen nye våbenleverancer til Ukraine på tapetet fra Kongressen.

Som for at føje spot til skade, lod Houthigruppen i slutningen af 2023 missiler flyve ud af Yemen, i et forsøg på at lamme trafikken i Det Røde Hav og Adenbugten. Missilerne har de fået af Iran, og Iran er underlagt sanktioner og har derfor ingen skibe i Det Røde Hav. Det har til gengæld alle Irans fjender. Vestens svar kom en fredag i januar 2024, hvor en koalition af vestlige stater anført af USA og Storbritannien lod missiler affyre fra skibe og ubåde mod Houthibaser i Yemen. At det dog er mere end staffage er svært at tro. Verdens 5. største militære budget i form af Saudi-Arabien har i årevis sendt missiler ind i Yemen uden større held. At de har haft så lidt succes med den konflikt, lover også skidt for dem skulle det en dag komme til en større krig med ærkefjenden det shiamuslimske Iran.

Og knap var brandene i Yemen slukket, før valgresultaterne kom ind fra Taiwan, med et resultat som ikke kan være andet end rød klud i ansigtet på Kina. Taiwaneserne stemte på trods af kinesiske advarsler på den siddende regering, og som eneste reaktion fra Beijing kom meddelelsen “Taiwan er en del af Kina”. Xi har gentagende gange gjort klart, at Taiwan skal være en del af Kina om det så skal indlemmes med vold. Og skal man være ærlig, så er det svært at finde et mere opportunt tidspunkt end nu. Europa har travlt med Ukraine. USA vil i fald de skal deltage i krigen se deres indsats være skrabet ud over flere kontinenter med alle tre hovedfjender på én gang. Rusland, Iran og Kina. Og det er på deres hjemmebaner.

Og selvom USA er vor tids Romerrige, så er der alligevel nok grænser for hvad de kan gabe over. Og der tror jeg, at de har udset Kina som fremtidens modstander. Så i fald konflikten begynder, så vil de hangarskibe som lå i Middelhavet sætte kursen mod Taiwanstrædet og få følgeskab af hvad USA ellers kan sende afsted via vand og luft.

Og så melder spørgsmålet sig: Hvem dækker Iran?

Israel vil komme under et voldsomt pres, når alle de iranske vasaller i form af Hamas, Hizbollah, Syrien, Irak og Iran selv materialiserer sig som fjenden. Og det tror jeg godt at de ved i Israel, hvorfor at de har sat gang i hvad der ligner den romerske Delenda som de selv led for 2000 år siden, nu denne gang bare ved deres hånd, og med arabiske muslimer på modtagersiden. Bagflanken skal lukkes, til når den store front åbner mod nord.

Men for Israel vil det blive ren selvforsvar, dog med den indfødte risiko, at det vil komme til at gå ud over hvad der måtte være tilbage af palæstinensere i Gaza og Vestbredden til den tid. Og hvem skulle stoppe dem?

Så hvem skal dække Iran i området mellem Golan og den Persiske Golf nu hvor alle andre er optaget til anden side? Jeg kommer med et forsigtigt gratis bud på, at det igen vil vise sig lukrativt at ligge i smørhullet hvor Erdogan så fornuftigt har placeret Tyrkiet.

Time will tell.

FAQ: Sådan taber du dit imperium i Østeuropa

Sovjettiden

“Revolutionen kommer uanset hvad” var rationalet hos Lenin og den nye kommunistiske ledelse, da de i 1917, trak det deres nye Sovjetunion ud af 1. verdenskrig og gav massive territorielle indrømmelser til det tyske kejserrige.

Der var også en borgerkrig som skulle vindes hjemme, og de over en million døde russiske unge mænd ved fronten, var en alt for høj pris at betale for den nye arbejderstat. Krigen var Zarens imperialistiske projekt, og tjente ikke folkets interesser.

Drang nach Osten

I Tyskland var freden på østfronten kærkommen. På vestfronten havde USA nemlig havde meldt deres ankomst i 1917, så tiden var knap hvis en sejr skulle hentes der. Og krigen på østfronten havde kostet centralmagterne flere millioner liv og invaliderede. Men freden kom for sent, og nederlaget var afgjort.

Men trangen til at bevæge sig østpå forsvandt ikke.

Som Napoleon der i 1810 var gået ind i Rusland med sin store hær, og havde tabt den der, og siden havde tabt det europæiske kontinent, så var der i Tyskland efter Napoleon opstået en tanke om, at det var naturgivet, at det var østpå at Tyskland skulle udvide sig. “Drang nach Osten” var begrebet, og sigtede på, at de slaviske folk i øst skulle fjerne sig for at skabe plads til tysk udvidelse.

Versailles traktaten

Men da hverken Sovjetunionen eller Det Tyske Kejserrige var på den sejrende side da krigen sluttede i 1918, var det op til de vestlige magter at dele rovet. Og de gik til opgaven med lige dele hævngerrighed overfor de besejrede, og gavmildhed overfor etniske grupper som de lige havde en veneration for på dagen. Tyskland, Østrig-Ungarn og Osmannerriget skulle straffes, og den bedste måde at gøre det på, var ved at gøre dem mindre. Polen, Rumænien og de baltiske land blev skåret ud af et miks af Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland.

I hvad der bedst må betegnes som et anfald af manglende forståelse for kultur, religion og etnicitet, så oprettede man også stater som Jugoslavien, Syrien, Irak, Libanon og Palæstina i samlede enheder i bedste imperialisme stil. Det britiske imperium omfattede godt det kvarte af jordkloden både i areal og indbyggertal, så der var ikke tid til den slags småtfølende hensyn.

Drang nach Westen.

I 1945 efter endnu et fejlslået tysk forsøg på at underlægge sig østen, stod Sovjetunionen endelig på den sejrende side i en større konflikt.

Kortene skulle igen tegnes om, og denne gang blev der malet med den store røde pensel. Sovjetunionen gik til Østersøen, og en bufferzone af kommunistiske stater i form af Ungarn, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Polen og Østtyskland skulle agere stødzone hvis Tyskland, England, Frankrig, USA, eller andre af de vestlige magter igen fik trang til at fare østpå.

Upopulær storebror

Men den kommunistiske tilstedeværelse var ikke altid populær, og i 1953 måtte Sovjetunionens kampvogne køre ind i Østtyskland og slå et oprør ned. I 1956 var turen kommet til Ungarn og i 1968 var det i Tjekkoslovakiet. Var der ballade, så sendte Moskva gerne sine soldater og kampvogne for at opretholde imperiet.

Men i 1985 kom Mikhail Gorbatjov til roret, og så var det slut med at sende den røde hær til oprørske provinser. Sovjetunionen var gået fallit. Folk havde mistet interessen, og det kommunistiske projekt havde lidt skibbrud. Og uden kampvognen som opbakning, så mistede de kommunistiske ledere i de mange republikker også deres stiltiende opbakning, og en efter en meldte de sig ud af unionen.

En sårbar grænse

I Vest farede Europa og USA ind med investeringer, og lokkede med medlemskab af eksklusive klubber som NATO og EU. Og et ruineret Rusland kunne blot se til mens den blå mur rykkede tættere og tættere på.

Men i Kaukasus og Centralasien var interessen fra vesten mindre, og i 1991 var Øst- og Sydasien ikke rige og stærke nok til at begynde at søge indflydelse. Så her kunne Rusland med et vis held forsøge at fastholde deres indflydelse.

Så siden 1991 har russiske tropper i tusindvis været sendt og udstationeret til områder som Tjetjenien, hvor de dræbte 20-25% af befolkningen i to blodige krige før de indsatte deres vasal fyrstedømme i form af Kadyrov slægten.

Men soldater er også blevet sendt i stor stil Tadsjikistan, Kirgisistan, Georgien, Aserbajdsjan og Armenien, og en lang række andre republikker.

I 2020 brød konflikt ud mellem Aserbajdsjan og Armenien, hvor den første fik støtte fra Tyrkiet og den sidste fra Rusland. En fred blev indgået, og tusindvis af russiske soldater blev sendt til regionen for at opretholde den.

Og i januar 2022 ovenpå en stigning på 100% i benzin og gaspriserne brød uroligheder ud i verdens 9. største land Kasakhstan. Præsidenten gjorde flere tiltag for at formilde demonstranterne uden held, og til sidst måtte han ringe til Moskva, som kvitterede med at gøre hvad de gør bedst. De sendte soldater til at kvæle oprøret.

Et uvægerligt russisk nederlag.

Som i 1985 da Sovjetunionen stoppede med at sende soldater til at bakke de upopulære regimer op, og de faldt som dominobrikker, så må situationen i Ukraine i dag næsten med sikkerhed komme til at betyde det samme.

I Kasakhstan vil fraværet af russiske soldater betyde et regimeskifte, og i Nagoro-Karabakh vil konflikten næsten med sikkerhed blusse op igen. I Belarus må Aleksandr Lukasjenko se måbende til, mens de russiske kampvogne eksploderer og den på papiret så overlegne russiske hær ikke alene ikke kunne indtage Kiev, men nu roder rundt et sted i de østlige områder ude af stand til at indtage hvad der burde være russisk venlige områder. I 2020 afværgede han med besvær og vold det oprør som ville sætte ham fra magten. Hvis det oprør kommer igen, så ser det sort ud for ham.

Og uanset om de skulle lykkedes Rusland og opnå bare en del af deres mål, så vil tabet af 25.000 soldater, halvdelen af deres generaler, halvdelen af deres kampvogne, deres sortehavskrydser, og det tab af moral som krigen indtil videre må have medført, ikke kunne opbygges igen på kort tid.

Hvad der i et årti er blevet præsenteret som en ny formidabel russisk hær, viste sig at være et teknologisk og taktisk levn fra gamle dage. Det signal kan ikke være gået uhørt hen i deres vasalstater.

Jeg gætter på, at vi om få år vil se på en nye verden åbne sig i i Centralasien og Nordkaukasus. Jeg håber at vi er klar til at støtte dem i deres frihedsbestræbelser.

Den militære pointe

Jeg tvivler på at pointen kommer til at stå i militære lærerbøger fremadrettet. Men det må efterhånden stå lysende klart, at man skal lade være med at hoppe i den fælde at forsøge med hård magt at udbrede sin indflydelse til de central- og østeuropæiske områder. Du kommer bare til at drukne dine imperiedrømme i blod.

Teori om retfærdig krig

Krig kan virke kaotisk og som produktet af forfængelige lederes egeninteresser. Men oftes anses de for at være retfærdige af den part som anstifter dem. Hvordan det kan lade sig gøre, vil jeg her give et “kort” bud på. (Udsnit fra mit speciale om netop “retfærdig krig”)

Realisme:

Ifølge realismen, er staters interaktion ikke underlagt nogen moralske retningslinjer, men er udelukkende et spørgsmål om styrke og magt. Positionen læner sig op af relativismen, som påpeger at moralske positioner ændrer sig over tid og sted, og derfor ikke kan være styrene for staters ageren overfor hinanden. Men magtbalance er ifølge realisterne universel, og har til alle tider har været bestemmende for staters indbyrdes forhold. Dermed siges det også at hvis ens stat kan overfalde en fremmed stat uden at egne borgere lider overlast, er det noget nær naturgivet at statslederen skal forfølge denne mulighed, i en slags kapløb mellem selv at herske, og blive hersket over.

Realisme fandt sin vej til Europæisk politisk filosofi i 1400 tallet hvor Niccolo Machiavelli (1469-1527) i hans skrift Fyrsten (Il Principe ) beskrev hvordan, at en fyrste ikke burde tage moralske hensyn i hans stræben efter magt, men blot stræbe efter, at forfølge egne interesser. Udgangspunktet for Machiavelli var en tanke om at mennesket var et selvisk væsen, som ene og alene søgte at opnå goder for sig selv, og at denne opførsel var universel, hvorfor at Machiavelli heller ikke mente, at der var nogen grund til at tage hensyn til moralske overvejelser, for som han sagde: ”Når staters sikkerhed afhænger af de beslutninger som må tages, bør der ikke tages hensyn til retfærdighed eller uretfærdighed, til mildhed eller grusomhed, eller til beslutningens prisværdighed eller skændighed.” Dermed mente han at en fyrstes opgave var at sikre statens sikkerhed, uden at tage nogen hensyn til om han i processen overskred nogen moralske regler, da disse moralske ‘regler’ reelt set kun var menneskeskabte konventioner. Grunden til Machiavellis position, kan skyldes hans cirkulære historieopfattelse, som sagde at mennesket i kraft af dets universelle egoistiske natur var dømt til at gentage historien igen. Hans råd til fyrsten var altså en metode til at fastholde magten så længe som muligt, før end det nødvendig fald fra tinde måtte ske.

Et århundrede senere blev tanken fulgt op at Thomas Hobbes (1588-1679), som med sin bog Leviathan generalisere tankerne fra den antikke tekst Den Peloponnesiske Krig af Thukydid. En tekst, hvor Thukydid ikke tillagde de Athenske generaler nogen moralske skrupler i deres jagt på at fastholde Athens magt, men blot tolkede deres til tider kyniske handlinger, som naturgivne, og som udtryk for ren nødvendighed.  Hobbes selv var fadder til en teori om at mennesket i en tid hvor der ingen statsmagt var, befandt sig i en ‘naturtilstand’ hvor det var alles kamp imod alle. Tilstanden var karakteriseret ved alene at bero på fysisk styrke, hvorfor det var de stærkeste som bestemte. Da frygten for vold konstant var til stede i tilstanden, og dermed udløste det mindst ønskværdige for mennesker, nemlig ‘ulyst’, var de svageste nødsaget til at indgå i en kontraktlig aftale om afgivelse af rettigheder for at opnå sikkerhed. Stater var altså et kontraktligt forhold, indgået mellem borgere, som skulle give sikkerhed til denne stats borgere, og ingen andre. Desuden havde Hobbes forkastet den ellers for tiden typiske skelnen mellem ånd og materie, som den var blevet fremført af Descartes (1596-1650) og mente i stedet udelukkende at mennesket bestod af materie, og var altså fortaler for en skarp mekanisk naturopfattelse. Deraf måtte Hobbes også udlede at moral ikke eksisterede, men blot var en menneskeskabt konvention designet til at sikre overlevelse for det enkelte individ, og derfor kunne en herskers regler hverken være retfærdige eller uretfærdige.

Den politiske realisme som den blev fremført af Hobbes og Machiavelli havde altså det tilsammen at den fornægtede at der fandtes en objektive moralsk sandhed når det kom til forhold stater imellem. Hobbes mente så yderligere at den sociale pagt som mennesker indgik i for at undslippe naturtilstanden kun strakte sig til et nationalt plan, med staten som den højeste enhed, og at tilstanden imellem stater stadig var at sammenligne med naturtilstanden. I en moderne fortolkning, støder realismen dog ind i store problemer. Et spørgsmål er hvorfor, at man skal trækker en skillelinje ved stater som den højeste entitet. Når der gælder moralske spilleregler internt i nationer, hvorfor gælder de samme regler ikke staterne imellem? Det vil være oplagt at postulerer at de regler som gælder for stater er trukket direkte fra vores individuelle rettigheder, hvorfor at det virker kunstigt, at sætte en grænse ved staten som den højeste entitet hvortil at disse regler kan ophøjes.  Ligeledes er det muligt ved enhver krigshandlinger at finde et forsøg på at retfærdiggøre krigen ud fra nogen moralske vurderinger, hvilket taler imod realistens ide om, at strid stater imellem er noget nær naturbestemt, og ikke behøver retfærdiggørelse. Var realistens teori korrekt, ville stærke stater blot fortælle svage stater hvad de kunne tænke sig, eller hvad de påtænkte at gøre hvis ikke de svage stater makkede ret, og historisk ved vi at sådan forholder det sig sjældent. I stedet ønsker enhver stat at fremstå som handlende moralsk korrekt.

Hvad der er karakteristisk for både Hobbes og Machiavelli er dog, at deres positioner er et produkt af den tid hvorpå de levede. Både Hobbes og Machiavelli levede på en tid, som var domineret af enevældige monarker og regenter, hvilket jeg vil mene har haft den indflydelse, at det har gjort det ‘lettere’ at regere som man selv ønskede uden behov for at tage noget specielt moralsk hensyn til hverken de fjender man bekrigede, eller de soldater man selv kommanderede. Magten strømmede fra en selv, og var kun begrænset af ens egen formåen, hvilket jeg formoder har gjort tanken om en ubegrænset ret til at udøve sin magt tiltalende.

Pacifisme:

Pacifismen er en absolutistisk teori, i den forstand, at den foreskriver at krig under ingen omstændigheder kan retfærdiggøres. Ræsonnementet for pacifisten er at fred og ikke-vold besidder den højeste moralske værdi, og at krig og vold dermed ikke kan opnå moralsk legitimering som midler til at opnå mål. Hvor realismen altså mener at krig ikke kræver nogen retfærdiggørelse og ligger uden for moralens område, mener pacifismen af krig ikke kan retfærdiggøres på nogen måde, og aldrig kan anses for at være startet eller udkæmpet retfærdigt, uanset hvordan vi forsøger at forklare det.

Historisk har pacifistiske teorier ofte lænet sig op ad religiøse bevægelser, hvilket måske kan forklare den dogmatisme som er forbundet med forbuddet imod krig. Eksempler på praktisk pacifisme har været personificeret ved Dalai Lama i Tibet, og Ghandi i Indien, med deres totale afvisning af voldelige midler til at opnå deres mål om national selvstændighed.

Ligesom realismen lider pacifismen dog under det problem at den moderne virkelighed ofte modarbejder teorien. Stillet overfor konkrete problemstillinger, såsom hvad man skal stille op hvis man bliver overfaldet, har da også fået grene af pacifismen til at erkende at i sådanne tilfælde kan vold benyttes som middel til selvforsvar. Men fra den erkendelse er det nærliggende at stille samme spørgsmål til pacifisten som til realisten, nemlig hvorfor grænsen går ved en tilsyneladende vilkårlig defineret grænse, for pacifisten sat ved individet. Hvorfor har hele befolkningsgrupper ikke ret til selvforsvar, når der findes så åbenlyse tilfælde af uretfærdighed begået imod disse grupper. Eksempelvis havde det været oplagt med en organiseret jødisk modstand i 2. Verdenskrigs jødiske Ghettoer, og det er svært at forestille sig at nogen ville kunne modsige det retfærdige i en sådan modstand. Positionen er altså svær at indtage på det absolutistiske fundament som teorien ellers foreskriver, da virkeligheden i alt for mange tilfælde vil modsige teorien. Mængden af eksempler hvor organiseret modstand og åben krig kan retfærdiggøres, gør at teorien bliver meget svær at udleve i praksis, og derfor også praktisk uanvendelig. Men som med realismen mener jeg, at også pacifismen er et produkt af den situation, som tilhængerne har befundet sig i. For både Tibet og for Indien, gør- og gjorde den situationen sig gældende at den modstand de var oppe imod var dem langt overlegen, hvorfor at pacifismen repræsenterede et reelt alternativ til krig og væbnet modstand, omend det kun virkede i det Indiske tilfælde.

Begge ovenstående teorier argumenter altså for at den retfærdige krig ikke findes. Realismen siger at krige hverken er retfærdige eller uretfærdige, men blot udtryk for staters næsten naturgivne stræben efter fremdrift og magt. Krige er altså tilladte, men kan ikke diskuteres indenfor moralens område. Pacifismen mener derimod at moralen bestemt har noget at sige om krige, nemlig at de er umoralske, og dermed altid uretfærdige.

Hvad der dog anses for intuitivt klart er, at krige udkæmpes, og at de aldrig blot føres uden et ord, men altid forsøges retfærdiggjort. Så for at forklare dette faktum, må vi i stedet benytte os af en alternativ teori. En teori som placerer sig som en mellemting imellem den fuldstændige tilladelse-, og det fuldstændige forbud imod krig, og som mener at kunne opstille en ‘ramme’ for hvad der anses for at kunne retfærdiggøre en krig.

Retfærdig krig teori:

Den teoretiske behandling af spørgsmål om en retfærdig krig forsøger at redegøre for det faktum, at der findes visse krige som vi anser for mere retfærdige end andre, så længe de overholder en række nøje definerede krav. Teorien foreskriver hvordan en krigshandling kan opnå moralsk legitimering, og dermed være en ‘bellum iustum’, altså en retfærdig krig. ‘Teorien’, som egentlig mere er et tankesæt som har fundet indpas gennem historien, trækker sine spor helt tilbage fra romerretten, over den kristne kulturs nedfældning af regler og love for krig og krigsførelse, og over folkeretstanken, til den moderne udviklede folkeret som vi kender den med FN, og de internationale bindende konventioner. Den moderne ‘teori’ om retfærdig krig som jeg har valgt at bruge i opgaven, teoretiserer over sammenfaldet i de regler, love og skikke som over tid har reguleret disse krige og krigsførelse, og mener at der af disse må kunne udledes et moralsk ‘regelsæt’ for hvordan en krig kan siges at opnå moralsk legitimering. ‘Teorien’ er altså snarere et tankesæt, som dog i denne opgave vil tage afsæt i Michael Walzers’ bog om retfærdig og uretfærdig krig, hvor han giver historiske eksempler de regler han mener er dækkene for den retfærdige krig.

Disse regler dikterer at en række betingelser skal være opfyldt før en stat kan indlede et militært engagement imod en anden stat, kaldet ‘jus ad bellum’, altså krav til retfærdighed som ligger før, eller op ad krigen. Men også under selve krigsakten skal en række regler overholdes. Disse regler kaldes for ‘jus in bello’, altså krav til retfærdighed i krigen. Tilsammen udgør disse to kategorier rammerne for både krigens mål, og middel.

Jus ad bellum består af 5 punkter, som skal være opfyldt før end en stat retfærdigvis kan starte en krig:

  1. En retfærdig grund.
  2. Legitim autoritet.
  3. Rette intentioner.
  4. Sandsynlig succes
  5. Sidste udvej

Jeg vil følgende redegøre for de 5 punkter enkeltvis, førend jeg går videre til kriterierne for jus in bello.

 Retfærdig grund:

Ifølge Michael Walzer findes der to ‘grupper’ af retfærdig grunde til at føre krig.

Direkte selvforsvarskrig, hvor angrebet allerede er indtruffet, og hvor man fører krigen for at forhindre yderligere overgreb imod egne borgere, er der bred enighed om er ført på et retfærdigt grundlag. Det er let at trække en linje fra den personlige ret til selvforsvar ved overfald, til staters ret til selvforsvar ved direkte overfald fra fremmede stater.

Anderledes forholder det sig når det kommer til at stater angriber andre stater. For at kunne argumentere for at sådanne krige er retfærdige eller uretfærdige, benytter man sig af begreber som forebyggende- og foregribende angreb (pre-emptive/preventive). Et forebyggende angreb udføres hvis en pågældende stat mener at kunne bevise at den stat man planlægger at angribe, selv er i gang med forberedelserne til et angreb, og at angrebet er nært forestående. En helt skarp definition af en sådan forebyggende krig finder vi hos Michael Walzer, som citerer den amerikanske udenrigsminister fra 1842, Daniel Webster, som opstiller nogen krav til en sådan krig: ”Et forebyggende angreb kan ske hvor truslen er øjeblikkelig, overvældende, uden mulighed for at vælge andre løsninger, og hvor undsættelse ikke er mulig”. I sådanne tilfælde kan man opnå en militær fordel ved at angribe først for at forhindre at egne borgere lider overlast. Dog mener Walzer at den definition er for snæver, da den slags situationer næsten aldrig vil forekomme, da der altid før et angreb vil være optræk til konfrontation. Derfor mener Walzer at forebyggende angreb godt kan ske før truslen bliver direkte overhængende, og angrebskrigen næsten får karakter af refleks. For at beskrive forskellen på forebyggende og foregribende angreb, benytter Michael Walzer sig af en række historiske eksempler. Ifølge Walzer, var 6. dages krigen i 1967 mellem Israel og Egypten et eksempel på at den som angreb først kunne siges at gøre det på et korrekt moralsk grundlag. Egypten havde i dagene op til krigen opmarcheret hæren ved grænsen til Israel, og havde med flåden blokeret søadgangen til Israel. Desuden havde lederne af Syrien og Irak lovet af deres tropper stod til Egypternes rådighed, og at det erklærede mål var ødelæggelsen af staten Israel. Israel angreb dog som de første den 5. juni 1967, og 6 dage senere var krigen vundet. I et andet historiske eksempel, henviser Walzer til den Spanske arvefølgekrig, som fandt sted i starten af 1700tallet. Her var en række af europas kongefamilier bange for at den franske konge Louis XIV havde intentioner om at knytte det spanske og det franske kongehus sammen, og dermed skabe en stormagt som de andre ikke kunne tøjle. Og da Louis tidligere med hans opførsel havde bevist at han var hensynsløs og truende, dannede man på baggrund heraf en alliance som gik i krig mod Frankrig. Problemet med denne krig var ifølge Walzer, at den var udtryk for en utopisk magtbalancepolitik, som forsøgte at bibeholde status-quo imellem de europæiske kongehuse. Og mere vigtigt er at den ikke repræsenterede nogen overhængende fare for de andre lande, men snarere baserede sig på en spekulation om fremtidig ond vilje.

Den vigtige forskel på den to eksempler imellem er, at de europæiske kongehuse havde muligheden for at se tiden an, mens at den Israelske hær krævede mobilisering af hele befolkningen, som ikke kunne vedligeholdes i særlig lang tid. Desuden havde Egypten bevist sine onde hensigter ved at erklære at staten Israel skulle udryddes, og havde allerede påbegyndt en blokade af de internationale søveje Så forskellen de to eksempler imellem beror altså på tre kriterier som siger at: modparten har et bevisligt ønske om at skade dig; der er en aktiv forberedelse hos fjenden; og det at vente stiller dig i en dårligere position end du havde været i havde du reageret. Opfyldes disse tre kriterier, kan man siges at have et retfærdigt grundlag for at angribe først.

Legitim autoritet:

De første korstog var som nævnt sanktioneret af paven, som den øverste myndighed, og havde herfra den højeste autorisation, nemlig Gud.

I vores moderne verden, kommer den højeste autoritet fra staters suveræne grænser og love, og skal efter disse forvaltes. Det er altså, i et rent legalt hensyn, staters suveræne ret at føre krig mod andre stater. Men for at denne ret kan finde moralsk berettigelse, er det første nødvendigt at den pågældende stat har være udesat for hvad man kalder en aggression fra en anden stat. Har en stat været udsat for aggression, har staten ifølge Walzer også en legitim ret til at reagere på denne aggression. Denne ret er dog begrænset af hvad Walzer kalder for det ‘legalistiske paradigme’, som fastlægger et sæt regler for reaktionen. Enten har den krænkede stat mulighed for selv at føre en forsvarskrig imod aggressoren, eller også må staten alliere sig med en anden stat fra det ‘internationale samfund’, og tvinge fjende tilbage. Og endelig må den krænkede stat efter at have drevet fjende tilbage, straffe fjenden for den aggression han nu har påført landet. I realiteten søger de fleste stater dog at opnå legitim autoritet igennem andre overstatslige institutioner, som for eksempel FN. FN kan så i tilfælde af at en stat bliver krænket, agere det ‘internationale samfund’, og hjælpe den krænkede part med at slå aggressoren tilbage. I specielle tilfælde, har lande indgået aftaler med alliancer om at de i tilfælde af aggression kan trække på dem, som en part. NATO-landene har for eksempel indbyrdes lovet at de vil agerer det ‘internationale samfund’ i tilfælde af aggression imod et af medlemslandene.

Rette intentioner:

Kravet om rette intentioner, er et krav om at den krigsførende nation har de rette intentioner for målet for krigen, uden at de opererer ud fra en skjult dagsorden. Problemet for rækken af krav til den retfærdige krig, uden kravet om rette intentioner, er at en nation godt kan begynde en krig på et retfærdigt grundlag og med legitim autoritet, uden at have de rette intentioner. For eksempel kan man forestille sig at en nation ønsker at angribe en anden nation, som har en undertrykkende diktator som leder, med den udtalte intention om at gøre landet frit. Dette vil for de fleste udgøre hvad man vil kalde en retfærdig grund, og hvis den så samtidig kan få FN autoritet som en humanitær intervention, ville man med kun de første to krav have en retfærdig krig. Men hvis den underliggende intention er at man har en viden om arvtageren til magten vil begunstige angriberen i særlig grad, så er intentionen ikke den rette, og krigen kan ikke længere siges at være retfærdig.  Derfor har specielt økonomiske, territoriale og ressourcemæssige gevinster ofte være genstand for spekulation i om en krigsførende nation nu har haft de rette intentioner. USA’s krige rundt omkring i verden, og specielt i golfområdet er ofte blevet tolket som et forsøg på at dække økonomiske interesser ind under argumenter om rette intentioner. Specielt i tilfælde hvor store olieinteresser er på spil, er det legitimt at spørge om USA nu har de rettet intentioner, og om de de ville have handlet på samme måde, havde det været et hvilket som helst andet sted. USA’s ageren under Iraks invasion af Kuwait i 1990 er et eksempel herpå. Irak invaderede Kuwait, til dels på grundlag af en anklage om at Kuwait underminerede en prisaftale som de olieproducerende lande i regionen havde vedtaget, og solgte deres olie billigere til blandt andet USA. Det er derfor oplagt at argumenterer for at USA handlede på baggrund af økonomiske interesser, for at sikre en billig olieleverance, og ikke for at beskytte et invaderet og undertrykt land. Det springende punkt for dette krav er altså, at det man umiddelbart forsøger at opnå med de rette intentioner, er målet i sig selv, og ikke blot et middel til at opnå andre fordækte fordele.

Sidste udvej:

Kravet om krigen som sidste udvej er et krav, som må siges at være vejledende. Da induktionsproblemet foreskriver at vi aldrig kan vide om det vitterligt er den sidste udvej, skal kravet snarere forstås som at alle ‘rimelige’ udveje har været forsøgt uden held, og i særdeleshed skal det have været forsøgt at undgå krigen. Kravet skal altså sikre at man i en konflikt lande imellem ikke springer direkte til krigen, men at man forfølger alle diplomatiske løsninger først for at undgå vold.

Sandsynlig succes:

Kravet om sandsynlig succes foreskriver, at før en krig kan indledes skal man være nogenlunde sikker på at krigen kan vindes. Det er altså ikke tilladt at indlede en krig imod en fjende man med sikkerhed ikke kan overvinde. Sådan et tilfælde gjorde sig for eksempel gældende under den kolde krig, hvor ingen af de to sider, henholdsvis NATO og Warszawapagtlandene, kunne påbegynde et angreb imod den anden part, da et sådan angreb med overvejende sandsynlighed ville føre til den totale ødelæggelse af begge sider. Udsigten til den totale ødelæggelse, gjorde altså at sandsynlig succes ikke var en mulighed. I den Amerikanske krig i Vietnam, var det også fornuftigt at stille sig selv det spørgsmål, og der forelå en sandsynlighed for succes. Amerikanerne ‘tabte’ i historiens øjne krigen, mens at Nordvietnam ‘vandt’. Men amerikanerne tabte krigen med et tabstal på omkring de 60.000 soldater, mens at det anslås at mindst 4 millioner asiater på begge sider af fronten mistede livet under krigen. Tallet kan ikke fastsættes med sikkerhed, men det står klart at det er svært at udråbe en sikker vinder af krigen, da begge parter snarere må vurderes til at være tabere. Michael Walzer mener endvidere at USA må formodes at have handlet udelukkende ud fra egne interesser om at støtte et venligsindet regime i kampen imod kommunismens udbredelse, og desuden må formodes at have vidst at det som de reelt set kæmpede imod var et folkeligt oprør, og dermed en næsten umulig kamp. Det øjeblik hvor USA indså dette, var også det punkt hvor hver soldat som døde efterfølgende døde forgæves, og dermed ikke i overensstemmelse med kravet om sandsynlig succes.

Hvor jus ad bellum altså er kravene før man kan påbegynde en krig, er jus in bello kravene som gælder i selve krigen. Jus in bello består af to krav, som vil blive behandlet selvstændigt.

  1. Diskrimination
  2. Proportionalitet

Diskrimination.

Princippet om diskrimination omhandler hvem der må lide overlast som følge af krigshandlinger, og mere aktuelt, hvem der ikke må. Ifølge Michael Walzer, er to regelsæt gældende når en krig er brudt ud, som begge hører under kravet om diskrimination. Hvor og hvornår krigshandlinger må finde sted, og hvem der må inkluderes i krigshandlingerne. Reglerne for hvor og hvornår krigshandlingerne må udføres, er ifølge Walzer dog relative til tid og sted, samt historiske konventioner, og har derfor ikke indflydelse på en moralsk vurdering af krig. Dette har de ikke ifølge Michael Walzer, da man kan fjerne disse regler, og stadig have en moralsk rettesnor for krig, og dets udførsel. Desuden er de som Walzer siger, relative til tid og sted, og ændrer sig derfor, og kan derfor ikke siges at have samme universelle moralske forankring, som reglerne for hvem der må være offer i en krig. Det er altså ifølge Michael Walzer mere interessant hvem der må være mål for krigshandlingerne. Der er enighed om at soldater er legitime mål, da man i forbindelse med at man opnår rettigheder som soldat, hvilket blandt andet indebærer retten til at være krigsfange, samt til retfærdigvis at kæmpe imod fjendtlige soldater, også indvilligere i at være et legitimt mål for netop de fjendtlige soldater. I den anden ende af spektret er der ifølge Michael Walzer, tilsyneladende en enighed om hvem der ikke er retfærdige mål i en krig. Kvinder og børn, præster, gamle mænd, medlemmer af neutrale stammer, byer og stater samt tilfangetagede eller sårede soldater, har det til fælles at den de enten ikke er trænet i at kæmpe, eller ikke er i stand til det, og er derfor ikke en del af krigsindsatsen.  Imellem disse to poler af legitime og illegitime mål opstår der så debat om hvem der ellers kan betragtes som legitime mål. Michael Walzer argumenterer for at krig, i kraft af at være en social konstruktion, ikke giver noget universelt svar, og hvem der bliver betragtet som legitime mål i denne gruppe, vil derfor være under konstant forandring.Et spørgsmål som dog altid vil melde sig, er hvorvidt at civile som hjælper med fødevarer eller andre nødvendige forsyninger til soldater, de såkaldte non-kombattanter, er legitime mål. De er af vital betydning for at soldaten kan fortsætte kampen, men samtidig udgør de ikke i sig selv en trussel. Det er altså i denne mellemgruppe af der er plads til at stater kan argumentere for hvad de anser for legitime mål i forskellige krige og konflikter.

I krig gælder dog næsten altid det faktum, at civile mister livet i kamphandlinger. Så nogen retningslinjer bliver nødt til at være gældende for hvor store civile tab man vil accepterer og stadig mene at krigen er retfærdig. En mulig måde hvorpå man kan anskue sådan et regnestykke over ’tilladelige’ civile tab er at anlægge en utilitaristisk vinkel. Det vil sige, at det man søger i den sidste ende er at fremme mest mulig ‘lykke’, og undgå største mængde ‘ulykke. Hvis man følger denne linje er det altså tilladt at forårsage lidelse, hvis det efterfølgende resultat er et hvor mere ‘lykke’ vil opstå. Den utilitaristiske tilgang kan dog ifølge Michael Walzer ikke anvendes i militær praksis, da enhver krig har sine tilfælde af soldater som påfører unødig lidelse og ‘ulykke’, uden derved at fremme afslutningen på krigen. Det er snarer undtagelse at man finder eksempler på at generaler eller soldater foretager en sådan kalkulation. Desuden gøres en sådan kalkule umulig i kraft af at retningslinjer i en krig udfærdiges centralt, og derfor ikke er til diskussion i det enkelte tilfælde.

Michael Walzer mener dog at drab på civile i helt specialle tilfælde kan retfærdiggøres hvis de overholder kravene i princippet om ‘dobbelteffekt’. Princippet indeholder 4 krav, som alle skal være overholdt før man kan tillade at en overtrædelse af reglerne for diskrimination, udføres:

  1. Handlingen er god i sig selv, eller i det mindste ligegyldig i forhold til det mål man søger at opnå, og er dermed ikke et skjult mål.
  2. Den direkte effekt er moralsk acceptabel, nemlig ødelæggelsen af militære forsyninger eller drab på fjendtlige soldater.
  3. Gerningsmandens intention er god, og det onde resultat er hverken søgt, eller et af hans mål.
  4. Den gode effekt af angrebet, er så god at den kompenserer for den onde gerning.

Princippet skelner altså imellem om det er den onde gerning som er intenderet, eller om den blot er et hændeligt resultat af en god gerning. Og ligeledes foretages en ‘efterregning’ hvor den gode konsekvens tælles med i det samlede resultat. Princippet vil jeg mene må medtages, da enhver krig som medfører civile tab ellers ville være uretfærdige set i lyset af et kriterium om diskrimination, hvilket ville gøre så godt som alle moderne krige uretfærdige.

Proportionalitet.

Proportionalitetsprincippet omhandler, at en angriber skal sørge for at der er rimelig proportion mellem det mål man søger, og det middel man vil bruge. Det er altså et krav om at forhindre overdreven magt, og dermed mindske mængden af lidelse der måtte komme ud af angrebet. Mængden af krigsrelaterede redskaber skal altså kun anvendes proportionelt til det endelige mål.

Historien er fuld af episoder hvor angribende stater har overdrevet magtanvendelsen i forhold til det mål de har søgt at opnå, og Michael Walzer nævner atombomberne over Japan og tæppebombningen af Tyske byer sent i 2. verdenskrig som eksempler på hvor det mål man har søgt, nemlig en hurtigt afslutning af krigen, ikke stod mål med det massemord på civile som midlet udgjorde.  Tidligere i 2.verdenskrig havde man dog også udført lignende handlinger blandt andet ved Englands bombardement af tyske byer, men de var moralsk acceptable set i lyset af at England befandt sig i hvad Walzer kalder ‘Suprem Emergency’, altså i en højeste alarmtilstand, hvor de ikke var i stand til at gøre modstand på andre måder, og derfor var nødsaget til at benytte sig af sådanne ellers moralsk forkastelige metoder.  Men efter at krigen var vendt, og efter at England ikke længere stod alene med krigsindsatsen, og der begyndte at være tegn på at Tyskland stod til at tabe, skulle man ifølge Walzer have revurderet sin indsats, med et forbud mod ustrategiske bombninger af tyske bycentre. Walzer forholder sig til den utilitaristiske position som er blevet fremført som retfærdiggørelse af denne form for bombning af civile, nemlig at det samlede tabstal på begge sider af fronten, som en konsekvens af bombningen af tyske byer, samt atombomberne over Japan, blev mindre, end hvis man i stedet havde ført en konventionel krig til ende. At baserer et sådant regnestykke på et ‘forventet’ tabstal og alene vurdere ud fra værdier af liv, kan dog ifølge Walzer ikke forsvares. Andre værdier står på spil, såsom civilisation, moral, og vores værgen imod mord og drab, samt det faktum at et livs intrinsiske værdi ikke kan overføres til et andet menneske som endnu ikke er blevet dræbt. For atombomberne over Japan gælder også, at den utilitaristiske præmis kun gælder så længe man fastholder at den betingelsesløse overgivelse var et krav, som overskyggede hensynet til de hundredetusinder af civile som man dræbte for at opnå netop det mål.

                      Princippet om proportionalitet omhandler også, at nationer som påtænker en krig, skal agere med et svar som ikke står i disproportion til den krænkelse de først er blevet udsat for. Det er derfor ikke legalt at eskalere en konflikt på baggrund af små krænkelser. Princippet omhandler ligeledes at det mål man har for krigen, skal føre til et bedre resultat end det ikke at føre krigen ville. Med dette menes blandt andet at omkostninger ved at føre krigen ikke må overstige de gevinster man opnår ved at vinde. Dette er dog et svært krav at gøre op, da man i krig må tage hensyn til flere ikke sammenlignelige værdier. Dels er der de materielle værdier i form af, infrastruktur, militært isenkram, penge og deslige, og dels er der menneskelige værdier, som kan forringes ved tab af førlighed, psykiske belastninger og ultimativt, tab af liv. Disse værdier er svære at indkalkulere når man skal vurdere hvorvidt resultatet af en krig vil være mere positivt end hvis man ikke havde ført den.  Men også værdier såsom, frihed, levestandard, demokrati, menneskerettigheder og fred er i spil når man skal vurdere proportionalitetsprincippet, og ofte vil det være en øgning af disse værdier, som også fungerer som argument for at igangsætte krigen indledningsvis.

                      Med reglerne for jus ad bellum, og jus in bello, har man altså et teoretisk dækkene regelsæt for de betingelser som skal være opfyldt før en krig kan startes, og de midler man kan benytte sig af når krigen er brudt ud. Reglerne er dog logisk adskilte, i og med at det er muligt retfærdigvis at starte en krig, hvorunder der kæmpes uretfærdigt, mens at det ligeså er muligt at have en uretfærdig krig, hvor krigen udkæmpes retfærdig

Hvad indad blev vundet…

…må igen tabes.

Ovenstående kunne være en fin nutidig omskrivning af slagordene fra slutningen af 1800-tallets Danmark, for hvad vi er nødt til at tage fat på.

Danmark havde i 1814 tabt 2/3 dele af sit areal (Norge) i efterspillet af Napoleonskrigene, og i 1864 tabte vi ikke bare halvdelen af vores skatteindtægter men også en større luns af den rest af landmasse vi havde tilbage. Så på 100 år gik Danmark fra at være en europæisk gigant til at blive et miniputland. 

Og for at føje spot til skade, så var Danmark fortrinsvis et kornproducerende land da vi havde kornmonopol i Norge. Og ikke bare mistede vi Norge, men korn begyndte også at vælte ind fra det nye store land USA og fik afsætningspriserne til at rasle ned.

Heldigvis var den danske bonde en driftig mand, og da korn pludselig var i overskud, begyndte man derfor at fylde det på køer. For I Danmark stod andelsbevægelsen stærkt, og der var penge at tjene på smør. Smør som kunne sælges til England for store summer. Så der blev avlet køer og der blev malket på livet løs. Og mælken blev pisket til smør. Og tilovers blev der kærnemælk, som man kunne man lave til ost. Og tilovers blev der valle, som blev til grisefoder. Og grisene blev til bacon som man solgte til England. Og tilovers blev flæsket i alskens former som man gjorde til dansk nationalspise. Og fra grisen flød gylle som man kunne sende ud på marken og få mere korn. Et stort kredsløb som pludselig betød at bonden gik fra at producere korn til konsum til nu i højere grad til at producere korn til dyrefoder.

Og pludselig spandt den danske bonde guld. Industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet hjalp gevaldigt, men med indførsel af sprøjten og traktoren i tiden efter 2.verdenkrig fik hele bevægelsen et skud steroider. Revl og krat kunne nu lægges under plov, ugræs kunne sprøjtes og vådområder kunne drænes. For jord var ikke længere mad, men var nu lig med penge.

Den danske bonde havde indadtil vundet hvad udad var tabt. Og ikke et ondt ord om det. Det skylder vi dem kun tak for.

Men i processen blev Danmark også verdens næstmest intensivt opdyrkede land, og det mest opdyrkede europæiske land. 60% af Danmarks jorde får hvert år besøg af en plov og en harve, og godt 50% får også besøg af sprøjten. Og ikke nok med det, så importerer vi hvert år soja fra Sydamerika fra hvad der svarer til et areal på størrelse med Sjælland og Falster tilsammen.

Og konsekvenserne kender vi godt. 80% af insekterne er væk. De mest skrøbelige af arterne uddør. Flora forsvinder og verden som vi kendte den får færre nuancer. Solsorten og rådyret skal nok klare sig, men 40% af vores forskellige arter af humlebier forsvinder.

Og hvor vil jeg hen med det?

Jo, vi bliver nødt til at afgive mere af hvad vi igennem 150 år har vundet. Og det er jord som danske bønder igennem hundrede år har undertvunget sig med blod, sved og tårer. Så jeg forstår godt smerten.

Men vi bliver nødt til at tage ansvar for den natur som ikke selv kan tage til genmæle.

Vi bliver nødt til at rejse skov. Vi bliver nødt til at udlægge vådområder. Vi bliver nødt til at udstede sprøjte- og gødningsforbud. Vi bliver nødt til at frede områder. Og vi bliver nødt til at tage konflikten.

For I Danmark er der ingen arealer hvor ingen har interesser eller bliver direkte påvirket. Det er resultatet af den effektive opdyrkning, som f.eks kun har efterladt 0,5% af Danmarks samlede areal til urørt skov.

Rejser vi en skov så bor der folk i nærheden. Udsteder vi et sprøjteforbud, så er det på nogens opdyrkede jord. Og freder vi et område, så er det noget som nogen har haft ejerskab over i måske generationer. At forestille sig at vi kan vende den bevægelse i lykkelig harmoni og uden sværdslag er naivt at forestille sig.

Det bliver ikke sjovt, men det er til gengæld nødvendigt.

Skovrejsningsprojekt mellem Skårup og Svendborg

Irak, Ukraine og Sarajevo

Historiefaglige udfordringer med verdenshistorie:
Historieskrivning har til alle tider haft en svær opgave. På positivsiden kan vi selv dømme fortiden og sætte det i den kasse som vi selv ønsker. Og på negativsiden skal vi forsøge at adskille perioder fra hinanden med tydelige snitflader.

Antikken og Middelalderen er gode eksempler. Små 1000 år hver, og med udløsende årsager til begge. Antikken fra det første skrevne ord til Romerrigets fald. Og Middelalderen fra Roms fald til Konstantinopels samme.

Går man de to perioder nærmere efter i sømmende, så bliver det dog tydeligt, at snitfladerne ikke kan lægges så skarpt, og med tiden er disse perioder blevet delt op i flere. Og specielt afslutningen på Middelalderen er blevet mere flydende alt efter hvor i Europa man befinder sig.

I nyere historie går bevægelsen den anden vej. Vi har små historiske perioder som vi jo længere tid der går  begynder at koble sammen til en sammenhængende periode.

1.verdenskrig blev udløst af drabet på Franz Ferdinand den 28/6-1914 og sluttede den 11/11-1918 med våbenstilstanden indgået i en togvogn i Compiégne-skoven. Og på samme måde med 2. verdenskrig. To normalt adskilte perioder.

I dag ses den historiske fortolkning af de to krige mere i en sammenhæng, hvor 1. verdenskrig var den blodige konklusion på en gammel magtstruktur, hvor kejserriger og demokratier stødte sammen i en finale dopet på industrialisering, imperialisme, nationalisme og hvor etableringen af Tyskland i 1871 måske spiller en vigtigere rolle end gnisten i Sarajevo i 1914. Og 2. verdenskrig ses mere som konsekvensen/efterspillet af en dårlig løsning på den første verdenskrig nu bare tilsat, racistisk, darwinistisk, negativ eugenik i form af de nazistiske gaskamre. Så i stedet for flere små perioder, bliver det mere set som én samlet periode hvor den nye verden endelig vandt over den gamle orden, men hvor en ny fjendtlighed mellem øst og vest opstod i kølvandet.

Det samme tror jeg vil komme til at ske med vor tids store konflikter, og i særdeleshed hvad angår Irak og Ukraine. To adskilte begivenheder og perioder, men som jeg med tiden tror vil komme til at markere et skift i den etablerede verdensorden. 

Irak (og Syrien):
Motiverne for at USA valgte at angribe Irak i 2003  kan man gætte på i et væk. Men bag de mange argumenter for og imod om Iraks ledelse selv var ude om det, tror jeg der gemmer sig en snert af, at ledelsen i USA  sad med en følelse af at et miniatureland som Irak ikke skulle spille op til hegemonimagten. Og hvilken bedre måde at demonstrere det på, end ved at lade verdenshistoriens mest mægtige militære hammer falde. Så det gjorde de.

Og da de gjorde det, satte de en kædereaktion i gang i Mellemøsten som stadig blot er under optræk. Irak blev indtil da ledet af Ba’ath partiets leder Saddam Hussein fra det sekteriske mindretal i Irak nemlig sunni-muslimerne, og i Syrien er situationen den omvendte med en Ba’ath leder fra det shiamuslimske mindretal i form af Bashar al-Assad.

En situation som var blevet understøttet af både USA og Sovjetunionen under den kolde krig af forskellige årsager da fordelene simpelthen opvejede ulemperne. Syrien kunne give Sovjetunionen adgang til Middelhavet, og Irak kunne om ikke andet bruges til at genere den store fælles fjende i form af Iran efter 1979. En, i supermagtsoptik, miniaturestat som havde budt både Sovjet og USA trods. Om nogen aktivt støttede Irak er tvivlsomt, men der var i hvert fald ingen klager da Irak i invaderede Iran i 1980.

Og i supermagtsoptik spillede Irak og Syrien også en rolle i form af bufferzone imellem de regionale stormagter og ærkefjender, Iran og Saudi-Arabien.

Det shiamuslimske Iran som efter revolutionen i 1979 nok havde kidnappet 52 diplomater fra det kapitalistiske USA, men som havde udråbt det ateistiske kommunistiske styre i Moskva som deres største trussel. Men et Iran som på trods af årelange sanktioner har lykkedes med at etablere sig som en Vestasiatiske stormagt med regionale ambitioner.

Og på den anden side står den sunnimuslimske verdens centrum i form af Saudi-Arabien hvor Saud-familien fastholder magten via en alliance med det wahabistiske præsteskab. Og hvorfra olie flyder til vesten, og penge og våben flyder den anden vej. 

Og det var den delikate magtbalance som USA (måske uforvarent) kom til at ødelægge da de i 2003 sendte deres styrker ind i Irak. For nok kunne de besejre Irak militært, men nogen plan efterfølgende havde de tilsyneladende ikke. Og uden en plan måtte det gå som det gik, og på trods af at den nuværende præsident er af kurdisk oprindelse, så er Irak nu tættere på Teheran end på Riyadh. 

I Syrien var det dog ikke en supermagt imod styret. Der var det folket som med sporadisk støtte fra vesten gjorde oprør imod styret som så blev støttet af stormagter i form af det umage makkerpar Rusland og Iran. Deres interesser er mangfoldige, men en fælles interesse om at udfordre USA og den vestlige hegemoni har de trods alt til fælles. 

Og således gik Syrien og Irak fra at være bufferstater, til nu at udbrede en sammenhængende iranske indflydelse helt til den saudiske grænse fra Hizbollah i Libanon til Houtimilitsen i Yemen.

Men hvad værre for USA og vesten var, at krigen i Irak endte som et nederlag. For intet andet billede står tilbage, end et vesten som havde gabt over mere end vi kunne sluge. Et billede som stod mejslet i sten da de sidste tropper forlod Afghanistan og Irak i 2021. Det almægtige vesten svage.

Ukraine:
Hvad Rusland tænkte da de invaderede Ukraine i 2022 ved jeg ikke. Men jeg mistænker en snert af “sådan et miniputland skal ikke spille op”.

Et Rusland hvor selvforståelsen rækker til en plads på den absolutte verdenstop, men hvor de økonomiske og militære muskler ikke rækker længere end til en lang række af andre mellemstore stater. Men lige præcis store nok til at Rusland siden opløsningen af Sovjetunionen har ført et utal af krige i deres tidligere republikker, såsom Georgien, Moldova, Ingusjetien, Tajikistan  og mest blodigt i Tjetjenien. Fælles for dem alle, at de i stor udstrækning har ført til russisk sejr. Og ved siden af har Rusland optrådt med succes på den globale scene i Syrien og som storebror i konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan. 

Så da Rusland i 2014 annekterede Krim fra Ukraine og i første omgang påkaldte sig vestens vrede i form af sanktioner har de nok tænkt at det var prisen værd. For godt nok fik et par rigmænd indefrosset deres midler, og det kostede lidt på verdens goodwill, men samtidig købte vi stadig deres gas og olie for en samlet værdi på 150 milliarder dollars om året. Og i Syrien havde de jo været med til at tæske ISIS så hvad gjorde det egentlig?

Så i 2022 besluttede Rusland at sende 150.000 soldater ind i Ukraine formentlig med den tanke, at Ukraine ville strække våben og overgive sig uden kamp i lyset af den overmagt de stod overfor.

Men det gjorde de ikke. I stedet blev magthaverne i Kiev bevæbnet til tænderne af et samlet vesten og de russiske tabstal  ved fronten i form af døde unge mænd, står snart til at matche 10 års engagement i Afghanistan tilbage i 1980’erne, nu bare sket på en måned. Og de økonomiske konsekvenser hjemme i Rusland vil reducerer landet til en global set økonomisk miniputnation.

I desperation har Moskva bedt vasalstaten Tjetjenien om at deltage i krigen hvilket de måske har gjort i større eller mindre grad, ligesom at Syrien i et “tak for sidst” måske har sendt lidt soldater. Belarus har på trods af de nære bånd til Moskva tilsyneladende ikke følt stor trang til at lade sine unge mænd dø på en pløjemark i Ukraine og deltager derfor så vidt vides ikke i krigshandlingerne. I stedet fragter Rusland soldater ind fra de østlige områder, og senest er landgangsfartøjer set i farvandet omkring Japan med kurs mod Ukraine. Et tydeligt tegn på desperation.

Erkendelsen af at Rusland gabte over mere end de kunne sluge står mindst ligeså tydeligt frem, som vestens nederlag i Mellemøsten. Og værre endnu for Rusland, så er konflikten ikke slut, og kan i sidste ende føre til den komplette ydmygelse.

Sarajevo/2022:
Som drabet i Sarajevo i 1914 udløste 1. verdenskrig da det tændte den krudttønde som verden var blevet, på samme måde kan man frygte, at 2022 kommer til at stå som året hvor utallige konflikter igen kan trække deres næring fra, bare af andre årsager.

USA som verdens stærkeste militærmagt har tydeligt signaleret, at man ikke skal forvente at se amerikanske soldater i lande som ikke er en del af NATO. Hvis krigen i Ukraine ikke giver en casus belli så skal der et direkte angreb på et NATO-land til. (Eller måske Israel)

Rusland har på den anden side vist sig mere end villig til at indsætte militære muskler hvor end det har gavnet deres interesser. Men den samlede russiske militærmaskine står nu i Ukraine hvor tusindvis af vestlige panserværnsvåben regner ned over den, eller alternativt hvor den om kort tid løber tør for brændstof og ammunition.

At vesten eller Rusland skal blande sig i en militærkonflikt i en nær fremtid må vurderes at være mere end tvivlsom.

Og blander vesten og Rusland sig ikke i konflikter længere, så bliver der plads til andre som gerne vil konflikten.

Aserbajdsjan ved f.eks godt at der ikke indsættes tusindvis af russiske soldater i Armenien i en nær fremtid.

I Tjetjenien må Ramzan Kadyrov ikke have fået sig mange venner igennem hans snart 20 årige rædselsregime.

Og i utallige kaukasusrepublikker hvor truslen om russisk militær har truet, må mangt en frihedshungrende aspirant vejre morgenluft.

Og i den helt tunge ende, hvad sidder de så og tænker i ledelsen hos Islamisk Stat og hos lederne i Teheran og Riyadh?

Efterskrift:
I historiefaget giver man sig sjældent af med forudsigelser, men jeg frygter, at vi om 50 år kommer til at skrive denne del af historien sammen til en.

Hvor den ene konflikt var en udløber af den anden, og hvor den store finale endnu ikke er indtruffet.

Jeg håber jeg tager fejl. 

Trekking tips til tænkende typer

Trekking Tips Til Tænkende Typer. (Jeg burde tage patent)

1: Lav en ruteplan. Ikke for lang, ikke for kort. (Min var på 15 idag, og det var ærlig talt for langt. 3-6 er nok bedre)

2: På den første 1/3 del af turen tænker du på alt det som et sket. Hvad skete der? Hvem har skylden? Hvem har ansvaret? (De to sidste ting hænger nemlig ikke altid sammen 1-1). Når du så har samlet til pulje, så finder du ud af om du kan du gøre noget ved det. Hvis nej, så glem det. Det er ikke din tid værd. Men hvis du kan, har du så tænke dig at gøre det? Hvis igen nej, så gør det samme som ovenstående. Glem det. Hvis ja, så gem det til senere på turen.

3: På den midterste 1/3 del af turen, skal du ikke tænke på noget. Du vil finde, at det er så godt som umuligt. Det er klart den sværeste del af turen. Og det kan ikke lade sig gøre, men man skal prøve alligevel. Hver gang man kommer i tanke om at man tænker på noget, skal man prøve at lade være. (Det bliver lettere jo ofte man gør det)

4: På den sidste 1/3 del af turen finder man det frem fra første del af turen. Hvad vil du så gøre ved det? Og er der andre ting som skal gøres?Hvad vil du opnå kort- mellem og langsigtet? Og hvad skal du så gå igang med når du kommer hjem?(Man vil så finde, at denne del af turen faktisk ikke er så svær igen, og hvis turen er for lang, så løber man hurtigt tør for tanker her)

5: Kom hjem og spis kage for alle de kalorier du har forbrændt. (Ok, det er måske bare mig som gør det sådan)Hvis nogen vil tage ideen og skrive en selvhjælpsbog på den baggrund er jeg til fals for royalties. Kage betaler jo ikke sig selv. 🥾🌳🍪

Lastly stood War

in glittering arms yclad, With visage grim, stern looks, and blackly hu’d; In his right hand a naked sword he had, That to the hilts was all with blood imbru’d; And in his left, that kings and kingdoms ru’d, Famine and fire he held, and therewithal He razed towns and threw down towers and all. Cities he sack’d and realms, that whilom flower’d In honour, glory, and rule above the best, He overwhelm’d and all their fame devour’d, Consum’d, destroy’d, wasted, and never ceas’d, Till he their wealth, their name, and all oppress’d;

The mirror for magistrates