Krig kan virke kaotisk og som produktet af forfængelige lederes egeninteresser. Men oftes anses de for at være retfærdige af den part som anstifter dem. Hvordan det kan lade sig gøre, vil jeg her give et “kort” bud på. (Udsnit fra mit speciale om netop “retfærdig krig”)
Realisme:
Ifølge realismen, er staters interaktion ikke underlagt nogen moralske retningslinjer, men er udelukkende et spørgsmål om styrke og magt. Positionen læner sig op af relativismen, som påpeger at moralske positioner ændrer sig over tid og sted, og derfor ikke kan være styrene for staters ageren overfor hinanden. Men magtbalance er ifølge realisterne universel, og har til alle tider har været bestemmende for staters indbyrdes forhold. Dermed siges det også at hvis ens stat kan overfalde en fremmed stat uden at egne borgere lider overlast, er det noget nær naturgivet at statslederen skal forfølge denne mulighed, i en slags kapløb mellem selv at herske, og blive hersket over.
Realisme fandt sin vej til Europæisk politisk filosofi i 1400 tallet hvor Niccolo Machiavelli (1469-1527) i hans skrift Fyrsten (Il Principe ) beskrev hvordan, at en fyrste ikke burde tage moralske hensyn i hans stræben efter magt, men blot stræbe efter, at forfølge egne interesser. Udgangspunktet for Machiavelli var en tanke om at mennesket var et selvisk væsen, som ene og alene søgte at opnå goder for sig selv, og at denne opførsel var universel, hvorfor at Machiavelli heller ikke mente, at der var nogen grund til at tage hensyn til moralske overvejelser, for som han sagde: ”Når staters sikkerhed afhænger af de beslutninger som må tages, bør der ikke tages hensyn til retfærdighed eller uretfærdighed, til mildhed eller grusomhed, eller til beslutningens prisværdighed eller skændighed.” Dermed mente han at en fyrstes opgave var at sikre statens sikkerhed, uden at tage nogen hensyn til om han i processen overskred nogen moralske regler, da disse moralske ‘regler’ reelt set kun var menneskeskabte konventioner. Grunden til Machiavellis position, kan skyldes hans cirkulære historieopfattelse, som sagde at mennesket i kraft af dets universelle egoistiske natur var dømt til at gentage historien igen. Hans råd til fyrsten var altså en metode til at fastholde magten så længe som muligt, før end det nødvendig fald fra tinde måtte ske.
Et århundrede senere blev tanken fulgt op at Thomas Hobbes (1588-1679), som med sin bog Leviathan generalisere tankerne fra den antikke tekst Den Peloponnesiske Krig af Thukydid. En tekst, hvor Thukydid ikke tillagde de Athenske generaler nogen moralske skrupler i deres jagt på at fastholde Athens magt, men blot tolkede deres til tider kyniske handlinger, som naturgivne, og som udtryk for ren nødvendighed. Hobbes selv var fadder til en teori om at mennesket i en tid hvor der ingen statsmagt var, befandt sig i en ‘naturtilstand’ hvor det var alles kamp imod alle. Tilstanden var karakteriseret ved alene at bero på fysisk styrke, hvorfor det var de stærkeste som bestemte. Da frygten for vold konstant var til stede i tilstanden, og dermed udløste det mindst ønskværdige for mennesker, nemlig ‘ulyst’, var de svageste nødsaget til at indgå i en kontraktlig aftale om afgivelse af rettigheder for at opnå sikkerhed. Stater var altså et kontraktligt forhold, indgået mellem borgere, som skulle give sikkerhed til denne stats borgere, og ingen andre. Desuden havde Hobbes forkastet den ellers for tiden typiske skelnen mellem ånd og materie, som den var blevet fremført af Descartes (1596-1650) og mente i stedet udelukkende at mennesket bestod af materie, og var altså fortaler for en skarp mekanisk naturopfattelse. Deraf måtte Hobbes også udlede at moral ikke eksisterede, men blot var en menneskeskabt konvention designet til at sikre overlevelse for det enkelte individ, og derfor kunne en herskers regler hverken være retfærdige eller uretfærdige.
Den politiske realisme som den blev fremført af Hobbes og Machiavelli havde altså det tilsammen at den fornægtede at der fandtes en objektive moralsk sandhed når det kom til forhold stater imellem. Hobbes mente så yderligere at den sociale pagt som mennesker indgik i for at undslippe naturtilstanden kun strakte sig til et nationalt plan, med staten som den højeste enhed, og at tilstanden imellem stater stadig var at sammenligne med naturtilstanden. I en moderne fortolkning, støder realismen dog ind i store problemer. Et spørgsmål er hvorfor, at man skal trækker en skillelinje ved stater som den højeste entitet. Når der gælder moralske spilleregler internt i nationer, hvorfor gælder de samme regler ikke staterne imellem? Det vil være oplagt at postulerer at de regler som gælder for stater er trukket direkte fra vores individuelle rettigheder, hvorfor at det virker kunstigt, at sætte en grænse ved staten som den højeste entitet hvortil at disse regler kan ophøjes. Ligeledes er det muligt ved enhver krigshandlinger at finde et forsøg på at retfærdiggøre krigen ud fra nogen moralske vurderinger, hvilket taler imod realistens ide om, at strid stater imellem er noget nær naturbestemt, og ikke behøver retfærdiggørelse. Var realistens teori korrekt, ville stærke stater blot fortælle svage stater hvad de kunne tænke sig, eller hvad de påtænkte at gøre hvis ikke de svage stater makkede ret, og historisk ved vi at sådan forholder det sig sjældent. I stedet ønsker enhver stat at fremstå som handlende moralsk korrekt.
Hvad der er karakteristisk for både Hobbes og Machiavelli er dog, at deres positioner er et produkt af den tid hvorpå de levede. Både Hobbes og Machiavelli levede på en tid, som var domineret af enevældige monarker og regenter, hvilket jeg vil mene har haft den indflydelse, at det har gjort det ‘lettere’ at regere som man selv ønskede uden behov for at tage noget specielt moralsk hensyn til hverken de fjender man bekrigede, eller de soldater man selv kommanderede. Magten strømmede fra en selv, og var kun begrænset af ens egen formåen, hvilket jeg formoder har gjort tanken om en ubegrænset ret til at udøve sin magt tiltalende.
Pacifisme:
Pacifismen er en absolutistisk teori, i den forstand, at den foreskriver at krig under ingen omstændigheder kan retfærdiggøres. Ræsonnementet for pacifisten er at fred og ikke-vold besidder den højeste moralske værdi, og at krig og vold dermed ikke kan opnå moralsk legitimering som midler til at opnå mål. Hvor realismen altså mener at krig ikke kræver nogen retfærdiggørelse og ligger uden for moralens område, mener pacifismen af krig ikke kan retfærdiggøres på nogen måde, og aldrig kan anses for at være startet eller udkæmpet retfærdigt, uanset hvordan vi forsøger at forklare det.
Historisk har pacifistiske teorier ofte lænet sig op ad religiøse bevægelser, hvilket måske kan forklare den dogmatisme som er forbundet med forbuddet imod krig. Eksempler på praktisk pacifisme har været personificeret ved Dalai Lama i Tibet, og Ghandi i Indien, med deres totale afvisning af voldelige midler til at opnå deres mål om national selvstændighed.
Ligesom realismen lider pacifismen dog under det problem at den moderne virkelighed ofte modarbejder teorien. Stillet overfor konkrete problemstillinger, såsom hvad man skal stille op hvis man bliver overfaldet, har da også fået grene af pacifismen til at erkende at i sådanne tilfælde kan vold benyttes som middel til selvforsvar. Men fra den erkendelse er det nærliggende at stille samme spørgsmål til pacifisten som til realisten, nemlig hvorfor grænsen går ved en tilsyneladende vilkårlig defineret grænse, for pacifisten sat ved individet. Hvorfor har hele befolkningsgrupper ikke ret til selvforsvar, når der findes så åbenlyse tilfælde af uretfærdighed begået imod disse grupper. Eksempelvis havde det været oplagt med en organiseret jødisk modstand i 2. Verdenskrigs jødiske Ghettoer, og det er svært at forestille sig at nogen ville kunne modsige det retfærdige i en sådan modstand. Positionen er altså svær at indtage på det absolutistiske fundament som teorien ellers foreskriver, da virkeligheden i alt for mange tilfælde vil modsige teorien. Mængden af eksempler hvor organiseret modstand og åben krig kan retfærdiggøres, gør at teorien bliver meget svær at udleve i praksis, og derfor også praktisk uanvendelig. Men som med realismen mener jeg, at også pacifismen er et produkt af den situation, som tilhængerne har befundet sig i. For både Tibet og for Indien, gør- og gjorde den situationen sig gældende at den modstand de var oppe imod var dem langt overlegen, hvorfor at pacifismen repræsenterede et reelt alternativ til krig og væbnet modstand, omend det kun virkede i det Indiske tilfælde.
Begge ovenstående teorier argumenter altså for at den retfærdige krig ikke findes. Realismen siger at krige hverken er retfærdige eller uretfærdige, men blot udtryk for staters næsten naturgivne stræben efter fremdrift og magt. Krige er altså tilladte, men kan ikke diskuteres indenfor moralens område. Pacifismen mener derimod at moralen bestemt har noget at sige om krige, nemlig at de er umoralske, og dermed altid uretfærdige.
Hvad der dog anses for intuitivt klart er, at krige udkæmpes, og at de aldrig blot føres uden et ord, men altid forsøges retfærdiggjort. Så for at forklare dette faktum, må vi i stedet benytte os af en alternativ teori. En teori som placerer sig som en mellemting imellem den fuldstændige tilladelse-, og det fuldstændige forbud imod krig, og som mener at kunne opstille en ‘ramme’ for hvad der anses for at kunne retfærdiggøre en krig.
Retfærdig krig teori:
Den teoretiske behandling af spørgsmål om en retfærdig krig forsøger at redegøre for det faktum, at der findes visse krige som vi anser for mere retfærdige end andre, så længe de overholder en række nøje definerede krav. Teorien foreskriver hvordan en krigshandling kan opnå moralsk legitimering, og dermed være en ‘bellum iustum’, altså en retfærdig krig. ‘Teorien’, som egentlig mere er et tankesæt som har fundet indpas gennem historien, trækker sine spor helt tilbage fra romerretten, over den kristne kulturs nedfældning af regler og love for krig og krigsførelse, og over folkeretstanken, til den moderne udviklede folkeret som vi kender den med FN, og de internationale bindende konventioner. Den moderne ‘teori’ om retfærdig krig som jeg har valgt at bruge i opgaven, teoretiserer over sammenfaldet i de regler, love og skikke som over tid har reguleret disse krige og krigsførelse, og mener at der af disse må kunne udledes et moralsk ‘regelsæt’ for hvordan en krig kan siges at opnå moralsk legitimering. ‘Teorien’ er altså snarere et tankesæt, som dog i denne opgave vil tage afsæt i Michael Walzers’ bog om retfærdig og uretfærdig krig, hvor han giver historiske eksempler de regler han mener er dækkene for den retfærdige krig.
Disse regler dikterer at en række betingelser skal være opfyldt før en stat kan indlede et militært engagement imod en anden stat, kaldet ‘jus ad bellum’, altså krav til retfærdighed som ligger før, eller op ad krigen. Men også under selve krigsakten skal en række regler overholdes. Disse regler kaldes for ‘jus in bello’, altså krav til retfærdighed i krigen. Tilsammen udgør disse to kategorier rammerne for både krigens mål, og middel.
Jus ad bellum består af 5 punkter, som skal være opfyldt før end en stat retfærdigvis kan starte en krig:
- En retfærdig grund.
- Legitim autoritet.
- Rette intentioner.
- Sandsynlig succes
- Sidste udvej
Jeg vil følgende redegøre for de 5 punkter enkeltvis, førend jeg går videre til kriterierne for jus in bello.
Retfærdig grund:
Ifølge Michael Walzer findes der to ‘grupper’ af retfærdig grunde til at føre krig.
Direkte selvforsvarskrig, hvor angrebet allerede er indtruffet, og hvor man fører krigen for at forhindre yderligere overgreb imod egne borgere, er der bred enighed om er ført på et retfærdigt grundlag. Det er let at trække en linje fra den personlige ret til selvforsvar ved overfald, til staters ret til selvforsvar ved direkte overfald fra fremmede stater.
Anderledes forholder det sig når det kommer til at stater angriber andre stater. For at kunne argumentere for at sådanne krige er retfærdige eller uretfærdige, benytter man sig af begreber som forebyggende- og foregribende angreb (pre-emptive/preventive). Et forebyggende angreb udføres hvis en pågældende stat mener at kunne bevise at den stat man planlægger at angribe, selv er i gang med forberedelserne til et angreb, og at angrebet er nært forestående. En helt skarp definition af en sådan forebyggende krig finder vi hos Michael Walzer, som citerer den amerikanske udenrigsminister fra 1842, Daniel Webster, som opstiller nogen krav til en sådan krig: ”Et forebyggende angreb kan ske hvor truslen er øjeblikkelig, overvældende, uden mulighed for at vælge andre løsninger, og hvor undsættelse ikke er mulig”. I sådanne tilfælde kan man opnå en militær fordel ved at angribe først for at forhindre at egne borgere lider overlast. Dog mener Walzer at den definition er for snæver, da den slags situationer næsten aldrig vil forekomme, da der altid før et angreb vil være optræk til konfrontation. Derfor mener Walzer at forebyggende angreb godt kan ske før truslen bliver direkte overhængende, og angrebskrigen næsten får karakter af refleks. For at beskrive forskellen på forebyggende og foregribende angreb, benytter Michael Walzer sig af en række historiske eksempler. Ifølge Walzer, var 6. dages krigen i 1967 mellem Israel og Egypten et eksempel på at den som angreb først kunne siges at gøre det på et korrekt moralsk grundlag. Egypten havde i dagene op til krigen opmarcheret hæren ved grænsen til Israel, og havde med flåden blokeret søadgangen til Israel. Desuden havde lederne af Syrien og Irak lovet af deres tropper stod til Egypternes rådighed, og at det erklærede mål var ødelæggelsen af staten Israel. Israel angreb dog som de første den 5. juni 1967, og 6 dage senere var krigen vundet. I et andet historiske eksempel, henviser Walzer til den Spanske arvefølgekrig, som fandt sted i starten af 1700tallet. Her var en række af europas kongefamilier bange for at den franske konge Louis XIV havde intentioner om at knytte det spanske og det franske kongehus sammen, og dermed skabe en stormagt som de andre ikke kunne tøjle. Og da Louis tidligere med hans opførsel havde bevist at han var hensynsløs og truende, dannede man på baggrund heraf en alliance som gik i krig mod Frankrig. Problemet med denne krig var ifølge Walzer, at den var udtryk for en utopisk magtbalancepolitik, som forsøgte at bibeholde status-quo imellem de europæiske kongehuse. Og mere vigtigt er at den ikke repræsenterede nogen overhængende fare for de andre lande, men snarere baserede sig på en spekulation om fremtidig ond vilje.
Den vigtige forskel på den to eksempler imellem er, at de europæiske kongehuse havde muligheden for at se tiden an, mens at den Israelske hær krævede mobilisering af hele befolkningen, som ikke kunne vedligeholdes i særlig lang tid. Desuden havde Egypten bevist sine onde hensigter ved at erklære at staten Israel skulle udryddes, og havde allerede påbegyndt en blokade af de internationale søveje Så forskellen de to eksempler imellem beror altså på tre kriterier som siger at: modparten har et bevisligt ønske om at skade dig; der er en aktiv forberedelse hos fjenden; og det at vente stiller dig i en dårligere position end du havde været i havde du reageret. Opfyldes disse tre kriterier, kan man siges at have et retfærdigt grundlag for at angribe først.
Legitim autoritet:
De første korstog var som nævnt sanktioneret af paven, som den øverste myndighed, og havde herfra den højeste autorisation, nemlig Gud.
I vores moderne verden, kommer den højeste autoritet fra staters suveræne grænser og love, og skal efter disse forvaltes. Det er altså, i et rent legalt hensyn, staters suveræne ret at føre krig mod andre stater. Men for at denne ret kan finde moralsk berettigelse, er det første nødvendigt at den pågældende stat har være udesat for hvad man kalder en aggression fra en anden stat. Har en stat været udsat for aggression, har staten ifølge Walzer også en legitim ret til at reagere på denne aggression. Denne ret er dog begrænset af hvad Walzer kalder for det ‘legalistiske paradigme’, som fastlægger et sæt regler for reaktionen. Enten har den krænkede stat mulighed for selv at føre en forsvarskrig imod aggressoren, eller også må staten alliere sig med en anden stat fra det ‘internationale samfund’, og tvinge fjende tilbage. Og endelig må den krænkede stat efter at have drevet fjende tilbage, straffe fjenden for den aggression han nu har påført landet. I realiteten søger de fleste stater dog at opnå legitim autoritet igennem andre overstatslige institutioner, som for eksempel FN. FN kan så i tilfælde af at en stat bliver krænket, agere det ‘internationale samfund’, og hjælpe den krænkede part med at slå aggressoren tilbage. I specielle tilfælde, har lande indgået aftaler med alliancer om at de i tilfælde af aggression kan trække på dem, som en part. NATO-landene har for eksempel indbyrdes lovet at de vil agerer det ‘internationale samfund’ i tilfælde af aggression imod et af medlemslandene.
Rette intentioner:
Kravet om rette intentioner, er et krav om at den krigsførende nation har de rette intentioner for målet for krigen, uden at de opererer ud fra en skjult dagsorden. Problemet for rækken af krav til den retfærdige krig, uden kravet om rette intentioner, er at en nation godt kan begynde en krig på et retfærdigt grundlag og med legitim autoritet, uden at have de rette intentioner. For eksempel kan man forestille sig at en nation ønsker at angribe en anden nation, som har en undertrykkende diktator som leder, med den udtalte intention om at gøre landet frit. Dette vil for de fleste udgøre hvad man vil kalde en retfærdig grund, og hvis den så samtidig kan få FN autoritet som en humanitær intervention, ville man med kun de første to krav have en retfærdig krig. Men hvis den underliggende intention er at man har en viden om arvtageren til magten vil begunstige angriberen i særlig grad, så er intentionen ikke den rette, og krigen kan ikke længere siges at være retfærdig. Derfor har specielt økonomiske, territoriale og ressourcemæssige gevinster ofte være genstand for spekulation i om en krigsførende nation nu har haft de rette intentioner. USA’s krige rundt omkring i verden, og specielt i golfområdet er ofte blevet tolket som et forsøg på at dække økonomiske interesser ind under argumenter om rette intentioner. Specielt i tilfælde hvor store olieinteresser er på spil, er det legitimt at spørge om USA nu har de rettet intentioner, og om de de ville have handlet på samme måde, havde det været et hvilket som helst andet sted. USA’s ageren under Iraks invasion af Kuwait i 1990 er et eksempel herpå. Irak invaderede Kuwait, til dels på grundlag af en anklage om at Kuwait underminerede en prisaftale som de olieproducerende lande i regionen havde vedtaget, og solgte deres olie billigere til blandt andet USA. Det er derfor oplagt at argumenterer for at USA handlede på baggrund af økonomiske interesser, for at sikre en billig olieleverance, og ikke for at beskytte et invaderet og undertrykt land. Det springende punkt for dette krav er altså, at det man umiddelbart forsøger at opnå med de rette intentioner, er målet i sig selv, og ikke blot et middel til at opnå andre fordækte fordele.
Sidste udvej:
Kravet om krigen som sidste udvej er et krav, som må siges at være vejledende. Da induktionsproblemet foreskriver at vi aldrig kan vide om det vitterligt er den sidste udvej, skal kravet snarere forstås som at alle ‘rimelige’ udveje har været forsøgt uden held, og i særdeleshed skal det have været forsøgt at undgå krigen. Kravet skal altså sikre at man i en konflikt lande imellem ikke springer direkte til krigen, men at man forfølger alle diplomatiske løsninger først for at undgå vold.
Sandsynlig succes:
Kravet om sandsynlig succes foreskriver, at før en krig kan indledes skal man være nogenlunde sikker på at krigen kan vindes. Det er altså ikke tilladt at indlede en krig imod en fjende man med sikkerhed ikke kan overvinde. Sådan et tilfælde gjorde sig for eksempel gældende under den kolde krig, hvor ingen af de to sider, henholdsvis NATO og Warszawapagtlandene, kunne påbegynde et angreb imod den anden part, da et sådan angreb med overvejende sandsynlighed ville føre til den totale ødelæggelse af begge sider. Udsigten til den totale ødelæggelse, gjorde altså at sandsynlig succes ikke var en mulighed. I den Amerikanske krig i Vietnam, var det også fornuftigt at stille sig selv det spørgsmål, og der forelå en sandsynlighed for succes. Amerikanerne ‘tabte’ i historiens øjne krigen, mens at Nordvietnam ‘vandt’. Men amerikanerne tabte krigen med et tabstal på omkring de 60.000 soldater, mens at det anslås at mindst 4 millioner asiater på begge sider af fronten mistede livet under krigen. Tallet kan ikke fastsættes med sikkerhed, men det står klart at det er svært at udråbe en sikker vinder af krigen, da begge parter snarere må vurderes til at være tabere. Michael Walzer mener endvidere at USA må formodes at have handlet udelukkende ud fra egne interesser om at støtte et venligsindet regime i kampen imod kommunismens udbredelse, og desuden må formodes at have vidst at det som de reelt set kæmpede imod var et folkeligt oprør, og dermed en næsten umulig kamp. Det øjeblik hvor USA indså dette, var også det punkt hvor hver soldat som døde efterfølgende døde forgæves, og dermed ikke i overensstemmelse med kravet om sandsynlig succes.
Hvor jus ad bellum altså er kravene før man kan påbegynde en krig, er jus in bello kravene som gælder i selve krigen. Jus in bello består af to krav, som vil blive behandlet selvstændigt.
- Diskrimination
- Proportionalitet
Diskrimination.
Princippet om diskrimination omhandler hvem der må lide overlast som følge af krigshandlinger, og mere aktuelt, hvem der ikke må. Ifølge Michael Walzer, er to regelsæt gældende når en krig er brudt ud, som begge hører under kravet om diskrimination. Hvor og hvornår krigshandlinger må finde sted, og hvem der må inkluderes i krigshandlingerne. Reglerne for hvor og hvornår krigshandlingerne må udføres, er ifølge Walzer dog relative til tid og sted, samt historiske konventioner, og har derfor ikke indflydelse på en moralsk vurdering af krig. Dette har de ikke ifølge Michael Walzer, da man kan fjerne disse regler, og stadig have en moralsk rettesnor for krig, og dets udførsel. Desuden er de som Walzer siger, relative til tid og sted, og ændrer sig derfor, og kan derfor ikke siges at have samme universelle moralske forankring, som reglerne for hvem der må være offer i en krig. Det er altså ifølge Michael Walzer mere interessant hvem der må være mål for krigshandlingerne. Der er enighed om at soldater er legitime mål, da man i forbindelse med at man opnår rettigheder som soldat, hvilket blandt andet indebærer retten til at være krigsfange, samt til retfærdigvis at kæmpe imod fjendtlige soldater, også indvilligere i at være et legitimt mål for netop de fjendtlige soldater. I den anden ende af spektret er der ifølge Michael Walzer, tilsyneladende en enighed om hvem der ikke er retfærdige mål i en krig. Kvinder og børn, præster, gamle mænd, medlemmer af neutrale stammer, byer og stater samt tilfangetagede eller sårede soldater, har det til fælles at den de enten ikke er trænet i at kæmpe, eller ikke er i stand til det, og er derfor ikke en del af krigsindsatsen. Imellem disse to poler af legitime og illegitime mål opstår der så debat om hvem der ellers kan betragtes som legitime mål. Michael Walzer argumenterer for at krig, i kraft af at være en social konstruktion, ikke giver noget universelt svar, og hvem der bliver betragtet som legitime mål i denne gruppe, vil derfor være under konstant forandring.Et spørgsmål som dog altid vil melde sig, er hvorvidt at civile som hjælper med fødevarer eller andre nødvendige forsyninger til soldater, de såkaldte non-kombattanter, er legitime mål. De er af vital betydning for at soldaten kan fortsætte kampen, men samtidig udgør de ikke i sig selv en trussel. Det er altså i denne mellemgruppe af der er plads til at stater kan argumentere for hvad de anser for legitime mål i forskellige krige og konflikter.
I krig gælder dog næsten altid det faktum, at civile mister livet i kamphandlinger. Så nogen retningslinjer bliver nødt til at være gældende for hvor store civile tab man vil accepterer og stadig mene at krigen er retfærdig. En mulig måde hvorpå man kan anskue sådan et regnestykke over ’tilladelige’ civile tab er at anlægge en utilitaristisk vinkel. Det vil sige, at det man søger i den sidste ende er at fremme mest mulig ‘lykke’, og undgå største mængde ‘ulykke. Hvis man følger denne linje er det altså tilladt at forårsage lidelse, hvis det efterfølgende resultat er et hvor mere ‘lykke’ vil opstå. Den utilitaristiske tilgang kan dog ifølge Michael Walzer ikke anvendes i militær praksis, da enhver krig har sine tilfælde af soldater som påfører unødig lidelse og ‘ulykke’, uden derved at fremme afslutningen på krigen. Det er snarer undtagelse at man finder eksempler på at generaler eller soldater foretager en sådan kalkulation. Desuden gøres en sådan kalkule umulig i kraft af at retningslinjer i en krig udfærdiges centralt, og derfor ikke er til diskussion i det enkelte tilfælde.
Michael Walzer mener dog at drab på civile i helt specialle tilfælde kan retfærdiggøres hvis de overholder kravene i princippet om ‘dobbelteffekt’. Princippet indeholder 4 krav, som alle skal være overholdt før man kan tillade at en overtrædelse af reglerne for diskrimination, udføres:
- Handlingen er god i sig selv, eller i det mindste ligegyldig i forhold til det mål man søger at opnå, og er dermed ikke et skjult mål.
- Den direkte effekt er moralsk acceptabel, nemlig ødelæggelsen af militære forsyninger eller drab på fjendtlige soldater.
- Gerningsmandens intention er god, og det onde resultat er hverken søgt, eller et af hans mål.
- Den gode effekt af angrebet, er så god at den kompenserer for den onde gerning.
Princippet skelner altså imellem om det er den onde gerning som er intenderet, eller om den blot er et hændeligt resultat af en god gerning. Og ligeledes foretages en ‘efterregning’ hvor den gode konsekvens tælles med i det samlede resultat. Princippet vil jeg mene må medtages, da enhver krig som medfører civile tab ellers ville være uretfærdige set i lyset af et kriterium om diskrimination, hvilket ville gøre så godt som alle moderne krige uretfærdige.
Proportionalitet.
Proportionalitetsprincippet omhandler, at en angriber skal sørge for at der er rimelig proportion mellem det mål man søger, og det middel man vil bruge. Det er altså et krav om at forhindre overdreven magt, og dermed mindske mængden af lidelse der måtte komme ud af angrebet. Mængden af krigsrelaterede redskaber skal altså kun anvendes proportionelt til det endelige mål.
Historien er fuld af episoder hvor angribende stater har overdrevet magtanvendelsen i forhold til det mål de har søgt at opnå, og Michael Walzer nævner atombomberne over Japan og tæppebombningen af Tyske byer sent i 2. verdenskrig som eksempler på hvor det mål man har søgt, nemlig en hurtigt afslutning af krigen, ikke stod mål med det massemord på civile som midlet udgjorde. Tidligere i 2.verdenskrig havde man dog også udført lignende handlinger blandt andet ved Englands bombardement af tyske byer, men de var moralsk acceptable set i lyset af at England befandt sig i hvad Walzer kalder ‘Suprem Emergency’, altså i en højeste alarmtilstand, hvor de ikke var i stand til at gøre modstand på andre måder, og derfor var nødsaget til at benytte sig af sådanne ellers moralsk forkastelige metoder. Men efter at krigen var vendt, og efter at England ikke længere stod alene med krigsindsatsen, og der begyndte at være tegn på at Tyskland stod til at tabe, skulle man ifølge Walzer have revurderet sin indsats, med et forbud mod ustrategiske bombninger af tyske bycentre. Walzer forholder sig til den utilitaristiske position som er blevet fremført som retfærdiggørelse af denne form for bombning af civile, nemlig at det samlede tabstal på begge sider af fronten, som en konsekvens af bombningen af tyske byer, samt atombomberne over Japan, blev mindre, end hvis man i stedet havde ført en konventionel krig til ende. At baserer et sådant regnestykke på et ‘forventet’ tabstal og alene vurdere ud fra værdier af liv, kan dog ifølge Walzer ikke forsvares. Andre værdier står på spil, såsom civilisation, moral, og vores værgen imod mord og drab, samt det faktum at et livs intrinsiske værdi ikke kan overføres til et andet menneske som endnu ikke er blevet dræbt. For atombomberne over Japan gælder også, at den utilitaristiske præmis kun gælder så længe man fastholder at den betingelsesløse overgivelse var et krav, som overskyggede hensynet til de hundredetusinder af civile som man dræbte for at opnå netop det mål.
Princippet om proportionalitet omhandler også, at nationer som påtænker en krig, skal agere med et svar som ikke står i disproportion til den krænkelse de først er blevet udsat for. Det er derfor ikke legalt at eskalere en konflikt på baggrund af små krænkelser. Princippet omhandler ligeledes at det mål man har for krigen, skal føre til et bedre resultat end det ikke at føre krigen ville. Med dette menes blandt andet at omkostninger ved at føre krigen ikke må overstige de gevinster man opnår ved at vinde. Dette er dog et svært krav at gøre op, da man i krig må tage hensyn til flere ikke sammenlignelige værdier. Dels er der de materielle værdier i form af, infrastruktur, militært isenkram, penge og deslige, og dels er der menneskelige værdier, som kan forringes ved tab af førlighed, psykiske belastninger og ultimativt, tab af liv. Disse værdier er svære at indkalkulere når man skal vurdere hvorvidt resultatet af en krig vil være mere positivt end hvis man ikke havde ført den. Men også værdier såsom, frihed, levestandard, demokrati, menneskerettigheder og fred er i spil når man skal vurdere proportionalitetsprincippet, og ofte vil det være en øgning af disse værdier, som også fungerer som argument for at igangsætte krigen indledningsvis.
Med reglerne for jus ad bellum, og jus in bello, har man altså et teoretisk dækkene regelsæt for de betingelser som skal være opfyldt før en krig kan startes, og de midler man kan benytte sig af når krigen er brudt ud. Reglerne er dog logisk adskilte, i og med at det er muligt retfærdigvis at starte en krig, hvorunder der kæmpes uretfærdigt, mens at det ligeså er muligt at have en uretfærdig krig, hvor krigen udkæmpes retfærdig
