Sovjettiden
“Revolutionen kommer uanset hvad” var rationalet hos Lenin og den nye kommunistiske ledelse, da de i 1917, trak det deres nye Sovjetunion ud af 1. verdenskrig og gav massive territorielle indrømmelser til det tyske kejserrige.
Der var også en borgerkrig som skulle vindes hjemme, og de over en million døde russiske unge mænd ved fronten, var en alt for høj pris at betale for den nye arbejderstat. Krigen var Zarens imperialistiske projekt, og tjente ikke folkets interesser.
Drang nach Osten
I Tyskland var freden på østfronten kærkommen. På vestfronten havde USA nemlig havde meldt deres ankomst i 1917, så tiden var knap hvis en sejr skulle hentes der. Og krigen på østfronten havde kostet centralmagterne flere millioner liv og invaliderede. Men freden kom for sent, og nederlaget var afgjort.
Men trangen til at bevæge sig østpå forsvandt ikke.
Som Napoleon der i 1810 var gået ind i Rusland med sin store hær, og havde tabt den der, og siden havde tabt det europæiske kontinent, så var der i Tyskland efter Napoleon opstået en tanke om, at det var naturgivet, at det var østpå at Tyskland skulle udvide sig. “Drang nach Osten” var begrebet, og sigtede på, at de slaviske folk i øst skulle fjerne sig for at skabe plads til tysk udvidelse.
Versailles traktaten
Men da hverken Sovjetunionen eller Det Tyske Kejserrige var på den sejrende side da krigen sluttede i 1918, var det op til de vestlige magter at dele rovet. Og de gik til opgaven med lige dele hævngerrighed overfor de besejrede, og gavmildhed overfor etniske grupper som de lige havde en veneration for på dagen. Tyskland, Østrig-Ungarn og Osmannerriget skulle straffes, og den bedste måde at gøre det på, var ved at gøre dem mindre. Polen, Rumænien og de baltiske land blev skåret ud af et miks af Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland.
I hvad der bedst må betegnes som et anfald af manglende forståelse for kultur, religion og etnicitet, så oprettede man også stater som Jugoslavien, Syrien, Irak, Libanon og Palæstina i samlede enheder i bedste imperialisme stil. Det britiske imperium omfattede godt det kvarte af jordkloden både i areal og indbyggertal, så der var ikke tid til den slags småtfølende hensyn.
Drang nach Westen.
I 1945 efter endnu et fejlslået tysk forsøg på at underlægge sig østen, stod Sovjetunionen endelig på den sejrende side i en større konflikt.
Kortene skulle igen tegnes om, og denne gang blev der malet med den store røde pensel. Sovjetunionen gik til Østersøen, og en bufferzone af kommunistiske stater i form af Ungarn, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Polen og Østtyskland skulle agere stødzone hvis Tyskland, England, Frankrig, USA, eller andre af de vestlige magter igen fik trang til at fare østpå.
Upopulær storebror
Men den kommunistiske tilstedeværelse var ikke altid populær, og i 1953 måtte Sovjetunionens kampvogne køre ind i Østtyskland og slå et oprør ned. I 1956 var turen kommet til Ungarn og i 1968 var det i Tjekkoslovakiet. Var der ballade, så sendte Moskva gerne sine soldater og kampvogne for at opretholde imperiet.
Men i 1985 kom Mikhail Gorbatjov til roret, og så var det slut med at sende den røde hær til oprørske provinser. Sovjetunionen var gået fallit. Folk havde mistet interessen, og det kommunistiske projekt havde lidt skibbrud. Og uden kampvognen som opbakning, så mistede de kommunistiske ledere i de mange republikker også deres stiltiende opbakning, og en efter en meldte de sig ud af unionen.
En sårbar grænse
I Vest farede Europa og USA ind med investeringer, og lokkede med medlemskab af eksklusive klubber som NATO og EU. Og et ruineret Rusland kunne blot se til mens den blå mur rykkede tættere og tættere på.
Men i Kaukasus og Centralasien var interessen fra vesten mindre, og i 1991 var Øst- og Sydasien ikke rige og stærke nok til at begynde at søge indflydelse. Så her kunne Rusland med et vis held forsøge at fastholde deres indflydelse.
Så siden 1991 har russiske tropper i tusindvis været sendt og udstationeret til områder som Tjetjenien, hvor de dræbte 20-25% af befolkningen i to blodige krige før de indsatte deres vasal fyrstedømme i form af Kadyrov slægten.
Men soldater er også blevet sendt i stor stil Tadsjikistan, Kirgisistan, Georgien, Aserbajdsjan og Armenien, og en lang række andre republikker.
I 2020 brød konflikt ud mellem Aserbajdsjan og Armenien, hvor den første fik støtte fra Tyrkiet og den sidste fra Rusland. En fred blev indgået, og tusindvis af russiske soldater blev sendt til regionen for at opretholde den.
Og i januar 2022 ovenpå en stigning på 100% i benzin og gaspriserne brød uroligheder ud i verdens 9. største land Kasakhstan. Præsidenten gjorde flere tiltag for at formilde demonstranterne uden held, og til sidst måtte han ringe til Moskva, som kvitterede med at gøre hvad de gør bedst. De sendte soldater til at kvæle oprøret.
Et uvægerligt russisk nederlag.
Som i 1985 da Sovjetunionen stoppede med at sende soldater til at bakke de upopulære regimer op, og de faldt som dominobrikker, så må situationen i Ukraine i dag næsten med sikkerhed komme til at betyde det samme.
I Kasakhstan vil fraværet af russiske soldater betyde et regimeskifte, og i Nagoro-Karabakh vil konflikten næsten med sikkerhed blusse op igen. I Belarus må Aleksandr Lukasjenko se måbende til, mens de russiske kampvogne eksploderer og den på papiret så overlegne russiske hær ikke alene ikke kunne indtage Kiev, men nu roder rundt et sted i de østlige områder ude af stand til at indtage hvad der burde være russisk venlige områder. I 2020 afværgede han med besvær og vold det oprør som ville sætte ham fra magten. Hvis det oprør kommer igen, så ser det sort ud for ham.
Og uanset om de skulle lykkedes Rusland og opnå bare en del af deres mål, så vil tabet af 25.000 soldater, halvdelen af deres generaler, halvdelen af deres kampvogne, deres sortehavskrydser, og det tab af moral som krigen indtil videre må have medført, ikke kunne opbygges igen på kort tid.
Hvad der i et årti er blevet præsenteret som en ny formidabel russisk hær, viste sig at være et teknologisk og taktisk levn fra gamle dage. Det signal kan ikke være gået uhørt hen i deres vasalstater.
Jeg gætter på, at vi om få år vil se på en nye verden åbne sig i i Centralasien og Nordkaukasus. Jeg håber at vi er klar til at støtte dem i deres frihedsbestræbelser.
Den militære pointe
Jeg tvivler på at pointen kommer til at stå i militære lærerbøger fremadrettet. Men det må efterhånden stå lysende klart, at man skal lade være med at hoppe i den fælde at forsøge med hård magt at udbrede sin indflydelse til de central- og østeuropæiske områder. Du kommer bare til at drukne dine imperiedrømme i blod.