…må igen tabes.
Ovenstående kunne være en fin nutidig omskrivning af slagordene fra slutningen af 1800-tallets Danmark, for hvad vi er nødt til at tage fat på.
Danmark havde i 1814 tabt 2/3 dele af sit areal (Norge) i efterspillet af Napoleonskrigene, og i 1864 tabte vi ikke bare halvdelen af vores skatteindtægter men også en større luns af den rest af landmasse vi havde tilbage. Så på 100 år gik Danmark fra at være en europæisk gigant til at blive et miniputland.
Og for at føje spot til skade, så var Danmark fortrinsvis et kornproducerende land da vi havde kornmonopol i Norge. Og ikke bare mistede vi Norge, men korn begyndte også at vælte ind fra det nye store land USA og fik afsætningspriserne til at rasle ned.
Heldigvis var den danske bonde en driftig mand, og da korn pludselig var i overskud, begyndte man derfor at fylde det på køer. For I Danmark stod andelsbevægelsen stærkt, og der var penge at tjene på smør. Smør som kunne sælges til England for store summer. Så der blev avlet køer og der blev malket på livet løs. Og mælken blev pisket til smør. Og tilovers blev der kærnemælk, som man kunne man lave til ost. Og tilovers blev der valle, som blev til grisefoder. Og grisene blev til bacon som man solgte til England. Og tilovers blev flæsket i alskens former som man gjorde til dansk nationalspise. Og fra grisen flød gylle som man kunne sende ud på marken og få mere korn. Et stort kredsløb som pludselig betød at bonden gik fra at producere korn til konsum til nu i højere grad til at producere korn til dyrefoder.
Og pludselig spandt den danske bonde guld. Industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet hjalp gevaldigt, men med indførsel af sprøjten og traktoren i tiden efter 2.verdenkrig fik hele bevægelsen et skud steroider. Revl og krat kunne nu lægges under plov, ugræs kunne sprøjtes og vådområder kunne drænes. For jord var ikke længere mad, men var nu lig med penge.
Den danske bonde havde indadtil vundet hvad udad var tabt. Og ikke et ondt ord om det. Det skylder vi dem kun tak for.
Men i processen blev Danmark også verdens næstmest intensivt opdyrkede land, og det mest opdyrkede europæiske land. 60% af Danmarks jorde får hvert år besøg af en plov og en harve, og godt 50% får også besøg af sprøjten. Og ikke nok med det, så importerer vi hvert år soja fra Sydamerika fra hvad der svarer til et areal på størrelse med Sjælland og Falster tilsammen.
Og konsekvenserne kender vi godt. 80% af insekterne er væk. De mest skrøbelige af arterne uddør. Flora forsvinder og verden som vi kendte den får færre nuancer. Solsorten og rådyret skal nok klare sig, men 40% af vores forskellige arter af humlebier forsvinder.
Og hvor vil jeg hen med det?
Jo, vi bliver nødt til at afgive mere af hvad vi igennem 150 år har vundet. Og det er jord som danske bønder igennem hundrede år har undertvunget sig med blod, sved og tårer. Så jeg forstår godt smerten.
Men vi bliver nødt til at tage ansvar for den natur som ikke selv kan tage til genmæle.
Vi bliver nødt til at rejse skov. Vi bliver nødt til at udlægge vådområder. Vi bliver nødt til at udstede sprøjte- og gødningsforbud. Vi bliver nødt til at frede områder. Og vi bliver nødt til at tage konflikten.
For I Danmark er der ingen arealer hvor ingen har interesser eller bliver direkte påvirket. Det er resultatet af den effektive opdyrkning, som f.eks kun har efterladt 0,5% af Danmarks samlede areal til urørt skov.
Rejser vi en skov så bor der folk i nærheden. Udsteder vi et sprøjteforbud, så er det på nogens opdyrkede jord. Og freder vi et område, så er det noget som nogen har haft ejerskab over i måske generationer. At forestille sig at vi kan vende den bevægelse i lykkelig harmoni og uden sværdslag er naivt at forestille sig.
Det bliver ikke sjovt, men det er til gengæld nødvendigt.
