I Ukraine er den russiske krigsmaskine kørt fast. Men den har alligevel formået at gøre krigen til en udmattelseskrig, hvor vinderen bliver den som kan producerer flest artillerigranater og tåle de højeste tabstal.
Og krigen har udstillet et Europa som i 80 år har koblet sig på USA, og kun lige har produceret nok militært isenkram til at kunne sende missiler og projektiler afsted imod diverse ulande, så længe USA skød først. Vores lagre er nu tømt for al overskydende materiel fra den kolde krig, og overalt begynder hylderne at være tomme. 155mm artilleri granater er en mangelvare alle steder, og selv før krigen i Ukraine var NATO standard 5.56mm ammunition i restordre. Vi er med andre ord fuldstændig uforberedte på at forsyne Ukraine på egen hånd, og endnu mindre til at kæmpe vores egne krige.
Og før den europæiske konflikt nåede at køle af, udbrød konflikten mellem Israel og Hamas som på ny udstillede den europæiske svaghed. For nok har de europæiske befolkninger taget et demokratisk standpunkt imod Israels overreaktion på terrorangrebet, men realpolitisk er der intet at stille op. At vende sig imod en allieret, og en våbenproducerende en af slagsen, i denne tid, er umuligt. Vi har i et kort vindue i verdenshistorien mere brug for Israel end de har for os hvilket de dygtigt har udnyttet. Og desværre for Europa, så har der i USA efterhånden indfundet sig en ide om, at Europa må tage ansvar for sin egen konflikt. Et synspunkt som Trump tilsyneladende sagde direkte til Ursula von der Leyen i 2020. Og for at cementerer det synspunkt, sendt USA en hangarskibsgruppe ind i Middelhavet i dagene efter konfliktens start, og der har de ligget ud for Israel lige siden i fald konflikten eskalerer. Og på den anden side, er der ikke nogen nye våbenleverancer til Ukraine på tapetet fra Kongressen.
Som for at føje spot til skade, lod Houthigruppen i slutningen af 2023 missiler flyve ud af Yemen, i et forsøg på at lamme trafikken i Det Røde Hav og Adenbugten. Missilerne har de fået af Iran, og Iran er underlagt sanktioner og har derfor ingen skibe i Det Røde Hav. Det har til gengæld alle Irans fjender. Vestens svar kom en fredag i januar 2024, hvor en koalition af vestlige stater anført af USA og Storbritannien lod missiler affyre fra skibe og ubåde mod Houthibaser i Yemen. At det dog er mere end staffage er svært at tro. Verdens 5. største militære budget i form af Saudi-Arabien har i årevis sendt missiler ind i Yemen uden større held. At de har haft så lidt succes med den konflikt, lover også skidt for dem skulle det en dag komme til en større krig med ærkefjenden det shiamuslimske Iran.
Og knap var brandene i Yemen slukket, før valgresultaterne kom ind fra Taiwan, med et resultat som ikke kan være andet end rød klud i ansigtet på Kina. Taiwaneserne stemte på trods af kinesiske advarsler på den siddende regering, og som eneste reaktion fra Beijing kom meddelelsen “Taiwan er en del af Kina”. Xi har gentagende gange gjort klart, at Taiwan skal være en del af Kina om det så skal indlemmes med vold. Og skal man være ærlig, så er det svært at finde et mere opportunt tidspunkt end nu. Europa har travlt med Ukraine. USA vil i fald de skal deltage i krigen se deres indsats være skrabet ud over flere kontinenter med alle tre hovedfjender på én gang. Rusland, Iran og Kina. Og det er på deres hjemmebaner.
Og selvom USA er vor tids Romerrige, så er der alligevel nok grænser for hvad de kan gabe over. Og der tror jeg, at de har udset Kina som fremtidens modstander. Så i fald konflikten begynder, så vil de hangarskibe som lå i Middelhavet sætte kursen mod Taiwanstrædet og få følgeskab af hvad USA ellers kan sende afsted via vand og luft.
Og så melder spørgsmålet sig: Hvem dækker Iran?
Israel vil komme under et voldsomt pres, når alle de iranske vasaller i form af Hamas, Hizbollah, Syrien, Irak og Iran selv materialiserer sig som fjenden. Og det tror jeg godt at de ved i Israel, hvorfor at de har sat gang i hvad der ligner den romerske Delenda som de selv led for 2000 år siden, nu denne gang bare ved deres hånd, og med arabiske muslimer på modtagersiden. Bagflanken skal lukkes, til når den store front åbner mod nord.
Men for Israel vil det blive ren selvforsvar, dog med den indfødte risiko, at det vil komme til at gå ud over hvad der måtte være tilbage af palæstinensere i Gaza og Vestbredden til den tid. Og hvem skulle stoppe dem?
Så hvem skal dække Iran i området mellem Golan og den Persiske Golf nu hvor alle andre er optaget til anden side? Jeg kommer med et forsigtigt gratis bud på, at det igen vil vise sig lukrativt at ligge i smørhullet hvor Erdogan så fornuftigt har placeret Tyrkiet.
Time will tell.