Historiefaglige udfordringer med verdenshistorie:
Historieskrivning har til alle tider haft en svær opgave. På positivsiden kan vi selv dømme fortiden og sætte det i den kasse som vi selv ønsker. Og på negativsiden skal vi forsøge at adskille perioder fra hinanden med tydelige snitflader.
Antikken og Middelalderen er gode eksempler. Små 1000 år hver, og med udløsende årsager til begge. Antikken fra det første skrevne ord til Romerrigets fald. Og Middelalderen fra Roms fald til Konstantinopels samme.
Går man de to perioder nærmere efter i sømmende, så bliver det dog tydeligt, at snitfladerne ikke kan lægges så skarpt, og med tiden er disse perioder blevet delt op i flere. Og specielt afslutningen på Middelalderen er blevet mere flydende alt efter hvor i Europa man befinder sig.
I nyere historie går bevægelsen den anden vej. Vi har små historiske perioder som vi jo længere tid der går begynder at koble sammen til en sammenhængende periode.
1.verdenskrig blev udløst af drabet på Franz Ferdinand den 28/6-1914 og sluttede den 11/11-1918 med våbenstilstanden indgået i en togvogn i Compiégne-skoven. Og på samme måde med 2. verdenskrig. To normalt adskilte perioder.
I dag ses den historiske fortolkning af de to krige mere i en sammenhæng, hvor 1. verdenskrig var den blodige konklusion på en gammel magtstruktur, hvor kejserriger og demokratier stødte sammen i en finale dopet på industrialisering, imperialisme, nationalisme og hvor etableringen af Tyskland i 1871 måske spiller en vigtigere rolle end gnisten i Sarajevo i 1914. Og 2. verdenskrig ses mere som konsekvensen/efterspillet af en dårlig løsning på den første verdenskrig nu bare tilsat, racistisk, darwinistisk, negativ eugenik i form af de nazistiske gaskamre. Så i stedet for flere små perioder, bliver det mere set som én samlet periode hvor den nye verden endelig vandt over den gamle orden, men hvor en ny fjendtlighed mellem øst og vest opstod i kølvandet.
Det samme tror jeg vil komme til at ske med vor tids store konflikter, og i særdeleshed hvad angår Irak og Ukraine. To adskilte begivenheder og perioder, men som jeg med tiden tror vil komme til at markere et skift i den etablerede verdensorden.
Irak (og Syrien):
Motiverne for at USA valgte at angribe Irak i 2003 kan man gætte på i et væk. Men bag de mange argumenter for og imod om Iraks ledelse selv var ude om det, tror jeg der gemmer sig en snert af, at ledelsen i USA sad med en følelse af at et miniatureland som Irak ikke skulle spille op til hegemonimagten. Og hvilken bedre måde at demonstrere det på, end ved at lade verdenshistoriens mest mægtige militære hammer falde. Så det gjorde de.
Og da de gjorde det, satte de en kædereaktion i gang i Mellemøsten som stadig blot er under optræk. Irak blev indtil da ledet af Ba’ath partiets leder Saddam Hussein fra det sekteriske mindretal i Irak nemlig sunni-muslimerne, og i Syrien er situationen den omvendte med en Ba’ath leder fra det shiamuslimske mindretal i form af Bashar al-Assad.
En situation som var blevet understøttet af både USA og Sovjetunionen under den kolde krig af forskellige årsager da fordelene simpelthen opvejede ulemperne. Syrien kunne give Sovjetunionen adgang til Middelhavet, og Irak kunne om ikke andet bruges til at genere den store fælles fjende i form af Iran efter 1979. En, i supermagtsoptik, miniaturestat som havde budt både Sovjet og USA trods. Om nogen aktivt støttede Irak er tvivlsomt, men der var i hvert fald ingen klager da Irak i invaderede Iran i 1980.
Og i supermagtsoptik spillede Irak og Syrien også en rolle i form af bufferzone imellem de regionale stormagter og ærkefjender, Iran og Saudi-Arabien.
Det shiamuslimske Iran som efter revolutionen i 1979 nok havde kidnappet 52 diplomater fra det kapitalistiske USA, men som havde udråbt det ateistiske kommunistiske styre i Moskva som deres største trussel. Men et Iran som på trods af årelange sanktioner har lykkedes med at etablere sig som en Vestasiatiske stormagt med regionale ambitioner.
Og på den anden side står den sunnimuslimske verdens centrum i form af Saudi-Arabien hvor Saud-familien fastholder magten via en alliance med det wahabistiske præsteskab. Og hvorfra olie flyder til vesten, og penge og våben flyder den anden vej.
Og det var den delikate magtbalance som USA (måske uforvarent) kom til at ødelægge da de i 2003 sendte deres styrker ind i Irak. For nok kunne de besejre Irak militært, men nogen plan efterfølgende havde de tilsyneladende ikke. Og uden en plan måtte det gå som det gik, og på trods af at den nuværende præsident er af kurdisk oprindelse, så er Irak nu tættere på Teheran end på Riyadh.
I Syrien var det dog ikke en supermagt imod styret. Der var det folket som med sporadisk støtte fra vesten gjorde oprør imod styret som så blev støttet af stormagter i form af det umage makkerpar Rusland og Iran. Deres interesser er mangfoldige, men en fælles interesse om at udfordre USA og den vestlige hegemoni har de trods alt til fælles.
Og således gik Syrien og Irak fra at være bufferstater, til nu at udbrede en sammenhængende iranske indflydelse helt til den saudiske grænse fra Hizbollah i Libanon til Houtimilitsen i Yemen.
Men hvad værre for USA og vesten var, at krigen i Irak endte som et nederlag. For intet andet billede står tilbage, end et vesten som havde gabt over mere end vi kunne sluge. Et billede som stod mejslet i sten da de sidste tropper forlod Afghanistan og Irak i 2021. Det almægtige vesten svage.
Ukraine:
Hvad Rusland tænkte da de invaderede Ukraine i 2022 ved jeg ikke. Men jeg mistænker en snert af “sådan et miniputland skal ikke spille op”.
Et Rusland hvor selvforståelsen rækker til en plads på den absolutte verdenstop, men hvor de økonomiske og militære muskler ikke rækker længere end til en lang række af andre mellemstore stater. Men lige præcis store nok til at Rusland siden opløsningen af Sovjetunionen har ført et utal af krige i deres tidligere republikker, såsom Georgien, Moldova, Ingusjetien, Tajikistan og mest blodigt i Tjetjenien. Fælles for dem alle, at de i stor udstrækning har ført til russisk sejr. Og ved siden af har Rusland optrådt med succes på den globale scene i Syrien og som storebror i konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan.
Så da Rusland i 2014 annekterede Krim fra Ukraine og i første omgang påkaldte sig vestens vrede i form af sanktioner har de nok tænkt at det var prisen værd. For godt nok fik et par rigmænd indefrosset deres midler, og det kostede lidt på verdens goodwill, men samtidig købte vi stadig deres gas og olie for en samlet værdi på 150 milliarder dollars om året. Og i Syrien havde de jo været med til at tæske ISIS så hvad gjorde det egentlig?
Så i 2022 besluttede Rusland at sende 150.000 soldater ind i Ukraine formentlig med den tanke, at Ukraine ville strække våben og overgive sig uden kamp i lyset af den overmagt de stod overfor.
Men det gjorde de ikke. I stedet blev magthaverne i Kiev bevæbnet til tænderne af et samlet vesten og de russiske tabstal ved fronten i form af døde unge mænd, står snart til at matche 10 års engagement i Afghanistan tilbage i 1980’erne, nu bare sket på en måned. Og de økonomiske konsekvenser hjemme i Rusland vil reducerer landet til en global set økonomisk miniputnation.
I desperation har Moskva bedt vasalstaten Tjetjenien om at deltage i krigen hvilket de måske har gjort i større eller mindre grad, ligesom at Syrien i et “tak for sidst” måske har sendt lidt soldater. Belarus har på trods af de nære bånd til Moskva tilsyneladende ikke følt stor trang til at lade sine unge mænd dø på en pløjemark i Ukraine og deltager derfor så vidt vides ikke i krigshandlingerne. I stedet fragter Rusland soldater ind fra de østlige områder, og senest er landgangsfartøjer set i farvandet omkring Japan med kurs mod Ukraine. Et tydeligt tegn på desperation.
Erkendelsen af at Rusland gabte over mere end de kunne sluge står mindst ligeså tydeligt frem, som vestens nederlag i Mellemøsten. Og værre endnu for Rusland, så er konflikten ikke slut, og kan i sidste ende føre til den komplette ydmygelse.
Sarajevo/2022:
Som drabet i Sarajevo i 1914 udløste 1. verdenskrig da det tændte den krudttønde som verden var blevet, på samme måde kan man frygte, at 2022 kommer til at stå som året hvor utallige konflikter igen kan trække deres næring fra, bare af andre årsager.
USA som verdens stærkeste militærmagt har tydeligt signaleret, at man ikke skal forvente at se amerikanske soldater i lande som ikke er en del af NATO. Hvis krigen i Ukraine ikke giver en casus belli så skal der et direkte angreb på et NATO-land til. (Eller måske Israel)
Rusland har på den anden side vist sig mere end villig til at indsætte militære muskler hvor end det har gavnet deres interesser. Men den samlede russiske militærmaskine står nu i Ukraine hvor tusindvis af vestlige panserværnsvåben regner ned over den, eller alternativt hvor den om kort tid løber tør for brændstof og ammunition.
At vesten eller Rusland skal blande sig i en militærkonflikt i en nær fremtid må vurderes at være mere end tvivlsom.
Og blander vesten og Rusland sig ikke i konflikter længere, så bliver der plads til andre som gerne vil konflikten.
Aserbajdsjan ved f.eks godt at der ikke indsættes tusindvis af russiske soldater i Armenien i en nær fremtid.
I Tjetjenien må Ramzan Kadyrov ikke have fået sig mange venner igennem hans snart 20 årige rædselsregime.
Og i utallige kaukasusrepublikker hvor truslen om russisk militær har truet, må mangt en frihedshungrende aspirant vejre morgenluft.
Og i den helt tunge ende, hvad sidder de så og tænker i ledelsen hos Islamisk Stat og hos lederne i Teheran og Riyadh?
Efterskrift:
I historiefaget giver man sig sjældent af med forudsigelser, men jeg frygter, at vi om 50 år kommer til at skrive denne del af historien sammen til en.
Hvor den ene konflikt var en udløber af den anden, og hvor den store finale endnu ikke er indtruffet.
Jeg håber jeg tager fejl.
